Clairvoyant med bijob hos Flügger: Julen vil byde på et hærværk, der kommer på alles læber
Jul fra dør til dør: Dagens dør finder vi på Århusvej. Her arbejder clairvoyanten Sophia Meilo Holísticos.
Julekalender: 14. december:
Evnen havde allerede vist sig i glimt.
Men da den Sophia Meilo Holísticos for 25 års tid siden fik et stort hul i panden ved et fald, hvor hun knaldede hovedet i jorden, begyndte den at stå i fuldt flor. Evnen til at se, som den i dag 63-årige clairvoyant kalder det, når hun hjælper klienter med gode råd til tilværelsen. Det gør hun fra sin klinik, Holísticos, der ligger ved rundkørslen mellem Låsby Marked og Herningmotorvejen.
Sophia Meilo Holísticos har inviteret avisens udsendte inden for i den store røde bygning på Århusvej 14 og lovet at uddele smagsprøver på sine evner. Ikke mindst det særlige seer-gen, som skal vise sig at give nyttig viden om julen.
Numerolog fandt navne
Klinikken er via forhæng inddelt i tre rum: en lille butik, en rum til samtaler og et rum til behandlinger på en massagebrik. Klienterne kan få en bred vifte af alternative behandlinger inden for det alternative område. Lige fra homøopati og healing til clairvoyance og kraniosakralterapi - 10 slags tilbud i alt figurerer på menuen hos kvinden, der i over 35 år har arbejdet med det alternative.
Hvid jul. Det får vi nok ikke. Det skal vi ikke satse på.Sophia Meilo Holísticos, clairvoyant
Men ikke under det samme navn. Oprindeligt hed hun Kirsten Elisabeth Lindberg Johannessen. Efter et besøg hos en numerolog blev det ændret til Kjirsten Sofia - med vægt på Sofia. Rådført af endnu en numerolog skiftede hun i 2016 til Sophia, der kommer fra græsk og betyder visdom, lige som det, ifølge hende, sætter ekstra fokus på det spirituelle, intuition og klarsyn.
Numerologen hjalp ligeledes med at finde et fælles mellem- og efternavn til hende og kæresten, Mickael, som også er behandler i klinikken. Mellemnavnet Meilo står således for at være 100 pct. ved sig selv, have en indre ro, være evigt beskyttet og bidrage til verden samt inspirere og gavne andre. Efternavnet kom ud fra, at numerologen mente, at tallet 37 er godt for parret, som tilfældigt fandt ud af, at bogstaverne i Holísticos samlet set giver 37 i numerologiens verden.
»Jeg skiftede navn for at få andre energier ind. Jeg synes, at der er en bedre energi i navnet, og jeg kan bruge det clairvoyante endnu bedre,« siger hun.
Kan gå ind i en anden
Sophia Meilo Holísticos’ mest populære behandling er en clairvoyant-session.
Når hun sidder og snakker med en klient, toner der billeder eller beskeder frem i hendes hoved. Herudfra har hun bl.a. rådet en familie til at lade være med at købe en byggegrund, da deres barn ville komme til skade, og en mor om, hvilket tilbud hun skulle vælge til sit handicappede barn.
Ifølge clairvoyanten kan hun også rådgive på distancen ved, at hun går ind i en anden person og fører en samtale med sig selv på vegne af denne. For eksempel blev Sophia Meilo Holísticos for nyligt hyret af en mor med et sygt barn, som hun gik ind i. Hvorefter hun sendte moderen en sms om, at sygdommen kunne lindres med hvidløgsvand. Ifølge clairvoyanten kan hun fjernteste alle, også selv om hun ikke kender dem:
»Hvis personen selv har bedt om det, eller hvis det er et barn, kan jeg gå ind og være personen og teste mig selv.«
Jeg kan møde kunder, som forsøger at beskrive en farve, de gerne vil have og kigger rundt i farvekortene. Så kan jeg gå hen og finde en bog med gamle farvekort, bladre lidt i den og slå op på en side, og så siger kunderne, at det er lige nøjagtigt den, de tænker på.Sophia Meilo Holísticos, clairvoyant med bijob hos Flügger
Den alternative behandler understreger, at hun ikke misbruger denne mulighed, da hun er overbevist om, at hun så vil miste sine evner.
»Nogle gange bliver jeg spurgt: nu skal min mand til julefrokost… jeg siger glem det,« fortæller clairvoyanten, der erkender, at hun også har taget fejl. For eksempel har hun flere gange forudset, at en af hendes klienter, en enlig kvinde, ville få en kæreste, hvilket stadig ikke er lykkedes.
Fik det tredje øje
Hun vurderer, at mange kan registrere beskeder og se billeder, lige som hun kan. Det handler blot om at være i ro og balance med sig selv og træne evnen.
Selv havde hun gradvist mærket seer-genet op til, da det for alvor - og bogstaveligt talt - åbnede sig ved faldet for 25 års tid siden. Dengang var hun 38 år og ved at rydde op efter en fest hos sin bror.
»Jeg kunne mærke, at jeg havde ramt gulvet med panden og næsen. Så lå jeg på knæene og tænkte, nu åbner det sig. Da jeg løftede hovedet op, sagde dem, der stod omkring mig, at jeg havde et fuldstændigt rundt hul i panden, hvor man har det tredje øje, der er den energi, som gør, om man kan se eller ej. Det var meget symbolsk,« fortæller hun og viser en mørklilla sten i en sølvkæde, som hun havde taget om halsen til festen, da stenen skulle kunne fremme evnen til at se.
Der får du godt nok lige en julegave, du vil have byttet.Sophia Meilo Holísticos, clairvoyant
Sophia Meilo Holísticos fortæller, at hun og kæresten har opfundet, hvad de kalder en ”kombi”. Her udfører Mickael Meilo Holísticos kraniosakralterapi på hende, mens hun er inde i en anden person. Det giver ifølge clairvoyanten en meget stærk effekt. Som et eksempel fremhæver hun, at en mor til et barn med stærke smerter fortalte, at disse var forsvundet få minutter efter den udførte kombi.
Kæresteparret tilbyder også foredrag eller workshops om deres arbejdsområder og introduktion til argentisk tango, som de begge danser. Desuden har de en lille butik, hvor folk udover bøger, æteriske olier, sten og krystaller, kan købe en træningsbrille til at forbedre synet, en granderplade til at stille drikkevand og madvarer på og dermed energiberige det samt saltpiben som et alternativ til en inhalator.
For at få en fast indkomst og ikke at skulle tænke på, hvor mange klienter, der kommer til Holísticos, arbejder Sophia Meilo Holísticos to gange om ugen hos Flügger på Randersvej i Aarhus.
Som salgsassistent i malerbutikken nyder hun stor gavn af sit seer-gen, når hun skal hjælpe kunderne.
»Jeg kan møde kunder, som forsøger at beskrive en farve, de gerne vil have og kigger rundt i farvekortene. Så kan jeg gå hen og finde en bog med gamle farvekort, bladre lidt i den og slå op på en side, og så siger kunderne, at det er lige nøjagtigt den, de tænker på. Nogle gange giver de mig hånden bagefter og siger, at det var fantastisk og spørger, hvornår jeg er der næste gang,« siger clairvoyanten med et smil.
Gaven skal byttes
Netop hendes evner som clairvoyant er årsagen til, at JP Aarhus har banket på døren til Århusvej 14, hvor hun holder til i et behandlerfællesskab. For Sophia Meilo Holísticos må om nogen være oplagt til at give utålmodige og nysgerrige sjæle svar på en række af de spørgsmål, som de ellers må vente til juleaften med at få.
Da avisens udsendte sidder blødt på en af samtalerummets stole, der har fået lagt lammeskind henover sig, understreger clairvoyanten, at det er svært for hende at tale om en større gruppe som JP Aarhus’ læserskare. Normalt får hun input om enkelte personer via samtaler og spørgsmål, de stiller hende. Hun indvilliger dog i at gøre et forsøg.
Hvis du kigger frem mod julen, hvad ser du så?
»Kommer der noget specielt omkring julen, det synes jeg ikke, der gør. Og så dog. Inde i Aarhus. Det, der lige popper op i mit hoved, er et eller andet hærværk, hvor man tænker, at hvem i alverden vil gøre det i forhold til jul, juleudsmykning eller juletræ?«
»Som jeg ser det, kommer der et eller andet hærværk, der kommer på alles læber. Det må vi jo se, når julen er overstået, om der er et eller andet hærværk i Aarhus.«
Sofia Meilo Holísticos kaster af og til blikket hen mod vinduet. Det er her hun ser, hvad der kommer til at ske i fremtiden. Gradvist modtager hun billederne, som hun lettere hakkende omsætter til sætninger.
»Og hvid jul. Det får vi nok ikke. Det skal vi ikke satse på,« siger hun og uddyber:
»Jeg kan godt se, at der kan komme nogle små hvide flager, der kan drysse ned. Men du skal kigge efter det og sige: er det ikke sne, det der? Det er ikke noget, der lægger sig.«
Du kan lige nu se et billede af, hvordan det vil se ud?
»Ja, det kan jeg.«
Hvad kan jeg forvente mig af julen?
»Uden at have mødt dig, tænkte jeg, at der får du godt nok lige en julegave, du vil have byttet. Jeg ved ikke, hvad det er, og det skal jeg da i hvert fald slet ikke sige. Jeg får heller ikke noget omkring, hvad det er, men det er i hvert fald et eller andet, hvor du vil sige, at der var godt nok skudt forbi.«
Sophia Meilo Holísticos forklarer, at hun ikke kan se gaven tydeligere, fordi hun tager clairvoyance seriøst og derfor kun får besked om det nødvendige.
Kan du sige, om der er noget, jeg skal være opmærksom på i julen?
»Der er et eller andet med maden.«
Hun holder en tænkepause.
»Det ser ud som om, at du bliver tilbudt noget, du ikke kan tåle. Som du enten selv vælger fra eller kan mærke, at det vil du ikke have. Hvis du sidder i julen og tænker, at det her plejer jeg ikke at spise, men nu gør jeg det så, så kan du lige så godt have det her i baghovedet og lade være.«
Har du ellers andre gode råd i forhold til julen?
»Der kommer et eller andet omkring letbanen. Der er i hvert fald nogle problemer. Hvis jeg skal give et råd, vil jeg sige: Tag afsted i god tid, fordi der kan være meget pres på og overfyldt. Der er måske nogle af dem, der stopper. Og der er mennesker, der ikke kan nå frem, hvis ikke de tager afsted i god tid.
Er det kun i forhold til letbanen, eller er det generelt med trafikken?
»Det er generelt trafikken. Men det er meget letbanen.«
Og er trafikken tættere, end den plejer at være i julen?
»Ja, det er mere, end det plejer at være.«
