Fortsæt til indhold
Aarhus

Søstrene Grene tredobler omsætning i december

Jul fra dør til dør: Dagens dør finder vi hos Søstrene Grene i nr. 11 i Søndergade i Aarhus. Her møder vi den administrerende direktør, Mikkel Grene, der i år kan fortælle om et nyt tiltag i familievirksomheden.

K Andersen

Julekalender: 11. december:

De fleste kender Søstrene Grenes forretninger med de kringlede gange, den klassiske musik og den specielle duft. Julen er dog helt speciel for Søstrene Grene, der kalder dobbelt mandskab på arbejde i december.

»December betyder alt for Søstrene Grene. Det fjerde kvartal er uden tvivl det vigtigste. En af vores medarbejdere har netop slået sidste års rekord. Der blev betjent 112 kunder i løbet af én time. Det er lidt over et halvt minut pr. kunde,« siger direktør Mikkel Grene.

Det er ikke længe siden, at Søstrene Grenes hovedkontor flyttede ind i nye lokaler på havnen i Aarhus. Med havudsigt, lyse lokaler og en digital kundestrategi kan medarbejderne godt komme langt væk fra forretningens hjerte: butikkerne. Men det bliver der rådet bod på i løbet af december måned.

Vores butik i Søndergade er vores bedste butik i hele kæden, og det er på trods af, at vi har forretninger i storbyer i hele verden.
Mikkel Grene, direktør i Søstrene Grene

»Alle medarbejdere på hovedkontoret, inklusiv mig selv, skal ud og hjælpe en dag i en forretning i december. Vi er ikke for fine til at hjælpe i butikkerne. Når man sidder i de her fine rammer, er der risko for, at man glemmer, hvor det hele sker,« forklarer Mikkel Grene.

Et særligt univers

Selv om Søstrene Grene i dag er repræsenteret i 15 forskellige lande og har over 240 butikker, så er det stadig Aarhus-forretningen på strøget, der klarer sig bedst.

»Vores butik i Søndergade er vores bedste butik i hele kæden, og det er på trods af, at vi har forretninger i storbyer i hele verden. Jeg tror, der er en særlig julestemning på strøget i Aarhus,« siger Mikkel Grene.

Søstrene Grene sælger julepynt fra oktober til slut december, og det går, ifølge direktør Mikkel Grene, som varmt brød. Virksomheden håber fremover at komme til at sælge flere julegaver også. Foto: Casper Dalhoff

Han forklarer, at butikkernes fornemmeste opgave er at mestre travlheden, så kunderne får en god oplevelse.

»Vores omsætning er tre gange så stor omkring jul, så butikken er selvfølgelig mere effektiv. Men det er vigtigt, at kunderne får en oplevelse af jul i butikken og ikke af stress,« siger han.

Bag Søstrene Grene står de to brødre, Mikkel og Cresten Grene. Virksomheden blev stiftet af forældrene tilbage i 1973, og i dag har brødrene skabt en virksomhed med et genkendeligt univers, der kan udbredes i hele verden, forklarer Mikkel Grene.

»Vi kalder det Anna og Claras vidunderlige verden. Vi vil skabe et univers med historien om de to søstre, så vi skaber en rammefortælling omkring vores produkter. Vi arbejder med sanserne, f.eks. den klassiske musik, og at der er lidt mørkt og dufter på en speciel måde. Så er vi mere definerede som et univers end som produkter. Og dér er det interessant at være.«

Flygtige kunder

Med 90 millioner besøgende kunder årligt er der ingen tvivl om, at Søstrene Grene er en stærk spiller på forretningsmarkedet, og med en million følgere på Instagram er kunderne kommet endnu tættere på.

»Før i tiden har vi bare købt varer ind og solgt dem i forretningen, uden at vi vidste, hvem der købte dem. Det har vi været nødt til at ændre på, og i hele vores produktudvikling tager vi udgangspunkt i kunderne, og hvad de gerne vil have,« siger Mikkel Grene.

I dag er virksomheden repræsenteret i 15 forskellige lande, og Mikkel Grene er ikke afvisende over for, at virksomheden skal være til stede i flere lande i fremtiden.

»Vi er lykkedes med at skabe så skarpt et koncept, at det kan udbredes i hele verden. Selv i Japan kan de afkode Søstrene Grene, og de køber mange af de samme produkter, som danskerne gør. Nu er det hele verden, der ligger åben for os, og det giver os et kæmpe potentiale,« forklarer han.

Og selv om investorer ofte bejler til virksomheden, så ønsker de to brødre ikke at sælge Søstrene Grene. Det er en familievirksomhed, der drives bedst af dem selv, forklarer Mikkel Grene.

»Det er vores liv og en stor del af, hvem vi er. Vi bruger alle vores vågne timer her, og jeg glæder mig altid til at køre på arbejde. Vi har alt det, vi skal bruge økonomisk, så vi har ingen drøm om en milliardgevinst. Og i al beskedenhed så synes vi, at vi er de rette til at drive virksomheden.«

Han har dog ét særligt ønske for virksomheden her op til jul:

»Det er absolut en ambition, at vi gerne vil sælge endnu flere julegaver.«