Sådan kan historisk Aarhus-kompleks komme til at se ud i fremtiden
Den ikoniske industrikarré i Willemoesgade på Trøjborg i Aarhus står overfor en stor forvandling.
En lokal investorgruppe har købt ejendommene, der tidligere har rummet magarinefabrik, papirværk og sidenhed universitet, og har nu bedt den aarhusianske tegnestue Cebra om sammen med potentielle lejere at udvikle den 13.000 m2 store bygningsmasse.
Siden arkitekt Axel Høeg-Hansen tegnede bygningerne i begyndelsen af 1900-tallet har adskillige stilarter, ejere samt om- og tilbygninger sat sit præg.
De nye ejere har planer om at bevare så meget som muligt af de kulturhistoriske bygninger og samtidig sikre en omdannelse, hvor man via om- og nybygninger opfører en blanding af forskellige boligtyper og erhverv. Omdannelsen vil ske i tæt dialog med investorgruppen, potentielle lejere og Aarhus Kommune.
»Ambitionen er at fastholde stedets særlige post-industrielle æstetik og vigtige kulturhistoriske islæt, pode den med nye by- og borgerrelevante funktioner og derigennem tilføre karréen en ny identitet, der stiller sig på skuldrene af, hvad der var engang,« hedder det i en pressemeddelelse.
Cebra deltog sammen med Elgaard Architecture og MASU Planning i Freja Ejendommes i den oprindelige parallelopdragskonkurrence i 2017.