Fortsæt til indhold
Aarhus

»Vi retter op på trivslen, og så er den ikke længere«

Lars Hviid, direktør for Østjyllands Brandvæsen, vil forbedre arbejdsforholdene efter et påbud fra Arbejdstilsynet og en kritisk trivselsmåling.

Medarbejderne i Østjyllands Brandvæsens (ØB) vagtcentral har haft svært ved at håndtere traumatiske telefonopkald fra f.eks. børn med alkoholiserede eller truende forældre, fordi ledelsen har glemt at give dem de nødvendige redskaber.

Det forklarer direktør for ØB, Lars Hviid. Forglemmelsen har resulteret i et påbud fra Arbejdstilsynet om at passe bedre på medarbejderne i vagtcentralen.

»Nu har vi til den 1. maj at lave en handleplan. Havde vi fået et strakspåbud, var jeg blevet meget bekymret. Her får vi fire måneder til at rette op, og vi er allerede i gang. Det er godt at blive kigget over skulderen,« siger han.

Lars Hviid forklarer, at medarbejderne i vagtcentralen bl.a. vil blive uddannet i at registrere og håndtere opkald, der ud over brande handler om bl.a. parkeringsproblemer, ældre med brug for hjælp og børne- og ungetelefonen.

Der er handlet

Selv om påbuddet er nyt, har dårlig trivsel i vagtcentralen været et tema i over et år. JP Aarhus er i besiddelse af to breve fra medarbejdere, hvoraf det første er fra juni 2017. I brevene gør medarbejdere bl.a. opmærksom på et stort arbejdspres og manglende uddannelse.

Lars Hviid mener, at der er handlet på problematikkerne, og at brevene derfor ikke har sammenhæng med Arbejdstilsynets påbud:

»Der blev bl.a. tilført afdelingen et halvt til et helt årsværk. Undervisningen blev mere målrettet, og en stor del af medarbejdernes tekniske arbejdsopgaver blev overført til en it-medarbejder.«

Hvordan kan problemerne med de traumatiske opkald overses, når vagtcentralens medarbejdere to gange har rejst bekymring for arbejdsmiljøet?

»Hvis medarbejdere på trivselsmøder eller afdelingsmøder ikke nævner problemerne, så er det uendelig vanskeligt for en leder at se problemstillingerne.«

I en ny trivselsmåling peger mange medarbejdere bl.a. på, at afdelingsledere sjældent eller aldrig giver feedback, behandler medarbejderne retfærdigt eller anerkender afdelingens arbejde. Kan det være årsag til, at medarbejderne ikke har sagt noget?

»Jeg forholder mig ikke til trivselsmålingen, før den er blevet behandlet på ØB’s bestyrelsesmøde i næste uge. Vi retter op på trivslen, og så er den ikke længere,« siger Lars Hviid.

I forlængelse af trivselsmålingens er der udarbejdet handleplaner for de forskellige afdelinger, de forskellige stationer samt ledelsen. For hvert enkelt sted er lavet et skema med, hvad udfordringerne er, handling, hvem der er ansvarlig og termin.

Anonymt brev

På ØB’s seneste bestyrelsesmøde blev et anonymt brev behandlet, der rejser kritik af Lars Hviid. Den ønsker han ikke at forholde sig til. Og et bekymringsnotatet fra 2017 underskrevet en navngiven tillidsrepræsentant med budskaber om en topstyret ledelsesstruktur og ”management by fear” anser direktøren for afsluttet:

»Bestyrelsen var enig om, at kritikken i brevet skulle rejses i MED-udvalg, hvor det hører hjemme. Det gjorde medarbejderen aldrig. Jeg kan ikke handle på noget, der ikke bliver rejst.«

Bestyrelsesformand for ØB, Bünyamin Simsek (V), rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune vil heller ikke kommentere den kradse kritik af ledelsen i trivselsmålingen. Ej heller Arbejdstilsynets påbud om at passe bedre på de ansatte i vagtcentralen, da målingen og påbuddet først bliver behandlet på næste bestyrelsesmøde.

Bünyamin Simsek understreger, at han tiltrådte som formand ved årsskiftet, og hvad der indtil da er kommet af breve og bekymringsnotater fra medarbejdere, vil han ikke stå til ansvar for.

Som reaktion på det anonyme brev har Bünyamin Simsek med opbakning fra bestyrelsen meldt ud internt i ØB, at hans dør er åben, hvis medarbejdere ønsker at tale fortroligt om trivsel og klimaet i organisationen.

Bünyamin Simsek pointerer dog, at trivslen kan være påvirket af, at beredskaberne i Odder, Aarhus, Skanderborg og på Samsø i 2016 blev lagt sammen:

»Brandvæsnet gennemgår store omlægninger, omstruktureringer og sammenlægninger med andre kommuner, det tager jeg med i mit vurderingsgrundlag for det samlede billede af arbejdsmiljøet i brandvæsnet.«