Fortsæt til indhold
Aarhus

Analyse af væddeløbsbanen blev aldrig lavet

En byrådsbesluttet analyse af væddeløbsbanen blev aldrig lavet, oplyser direktøren i Teknik og Miljø. Han forudser, at arbejdet med stadionanalysen vil vare hele foråret.

Kultur og Borgerservice henviser til Teknik og Miljø.

Og Teknik og Miljø melder pas.

»Det er ikke lykkedes at opstøve nogen analyse fra 2014 udarbejdet af Teknik og Miljø. Min forståelse er, at analysen aldrig blev gennemført den gang som følge af generelt pres på ressourcerne,« lyder det i en mail til JP Aarhus fra Henrik Seiding, der siden juli i år har været direktør for Teknik og Miljø.

Af samme årsag kan han ikke forklare, hvorfor der i 2014 ikke blev lavet en analyse af de økonomiske konsekvenser ved en flytning af Jydsk Væddeløbsbane, som et stort byrådsflertal ellers besluttede (se faktaboks).

Beslutningen kom som led i budgetforliget, hvor det blev besluttet, at væddeløbsbanens lejekontrakt med kommunen ikke skal forlænges efter 2030, hvor den udløber.

Ifølge ledelsen af Jydsk Væddeløbsbane blev arbejdet med en analyse dog sat i gang, men det stoppede igen, og det undrede ledelsen, som formand Paul Bjerring har forklaret i JP Aarhus. Ledelsen har siden arbejdet videre med udviklingsplaner i forhåbning om, at banen kan blive i området også efter 2030.

PWC angiver nogle retninger, vi kan arbejde videre på, så vi kan bruge foråret på at arbejde videre med et grundlag.
Henrik Seiding, direktør for Teknik og Miljø

Den manglende analyse er interessant, fordi der i forbindelse med den aktuelle stadionanalyse er lavet scenarier, der foreslår en flytning af væddeløbsbanen. Konsekvenserne af en flytning skal nu i stedet belyses af konsulentfirmaet PWC, og Henrik Seiding, direktør for Teknik og Miljø, oplyser, at et første bud på stadionanalysen er på trapperne.

»Efter dialog med PWC er det min forventning, at konsulenterne vil være klar til at sende os et rapportudkast i starten af december,« skriver direktøren.

Det stemmer med den tidligere udmeldte tidsplan, at en endelig stadionrapport kan være klar i løbet af december, men Teknik og Miljø-direktøren forventer, at det meste af foråret vil gå med at analysere videre på de scenarier, som politikerne foretrækker.

»Rapporten fra PWC vil formentlig være første skridt i retning af en afrapportering til byrådet, hvor PWC angiver nogle retninger, vi kan arbejde videre på, så vi kan bruge foråret på at arbejde videre med et grundlag, som vi kan lægge ind til byrådet,« siger direktøren og fortsætter:

»Det, som PWC kan nå frem til her, vil i grove træk vise noget realisme i forskellige scenarier, og næste skridt vil være at se på, om det giver mening i forhold til bl.a. byudvikling og økonomi, og de analyser vil vi være mere involveret i, og det skal vi nok skulle bruge foråret på,« siger Henrik Seiding.

Som omtalt i JP Aarhus præsenterede PWC i slutningen af oktober tre scenarier for en mulig omdannelse af stadionområdet. Det første foreslår et nyt fodboldstadion uden løbebaner på den nuværende placering og et nyt atletikstadion placeret inden i væddeløbsbanen.

Det andet scenarie foreslår også et nyt fodboldstadion på den nuværende placering, men her flyttes væddeløbsbanen til et andet sted, så der kan bygges boliger i området, og en del af området kan indrettes til atletikstadion.

Det tredje scenarie foreslår også et nyt fodboldstadion på den nuværende placering, og her flyttes både væddeløbsbane og atletikstadion til et andet sted til fordel for boliger.