»Der var engang, da man så styrken i kvinder«

Merete Ipsen sidder der og fører sig frem som en anden mand. Hun har lange jeans på, en ledertitel, en lang dag foran sig og masser af møder i kalenderen. Alt det, der før var mændenes enemærke.

Hun gør selv opmærksom på det, den 70-årige museumsleder for Kvindemuseet, som hun var med til at etablere og har arbejdet på siden 1984.

»I kvindebevægelsen har vi krævet, at vi skulle have adgang til mændenes privilegier, og dermed er vi med til at bekræfte, at det er den mandlige norm, der er den gældende norm,« siger hun og erkender, at det kan lyde højtravende og meget akademisk.

»Men hvis man ser sig omkring, er den kønsproblematik alle steder i vores hverdagsliv,« mener hun.

»Når jeg åbner en avis og ser billeder fra møder inden for pengeverdenen og international politik, er der jo stadig mere end 90 pct. mænd der. Herhjemme siger vi, at MeToo-kampagnen er gået for vidt. Det er et udtryk, man bruger meget herhjemme: Noget er gået for vidt. Det er en mekanisme, der straks går i gang, det med at stille skarpt på mændenes logik i stedet for at se det i det brede perspektiv. Nå, er det nu forbudt at flirte, spørger man. Nej, flirt endelig videre, men det er forbudt at tage selv.«

Ved udgangen af denne måned trækker Merete Ipsen sig tilbage. Det er ikke uden eftertænksomhed, at hun har truffet det valg, for det har været et stort privilegie for hende at have et arbejde, der samtidig var hendes store interesse. Men det er et godt tidspunkt at sige farvel og mange tak, mener hun:

»Det går godt på museet, så det er et fint tidspunkt nu at lade andre lægge de fortællinger ind, som museet møder omverdenen med.«

Køn skal på dagsordenen

Merete Ipsen er ikke i tvivl om, at der stadig er brug for et museum, der sætter køn på dagsordenen.

»Vi startede det for mere end 30 år siden i et vakuum om viden om kvinders deltagelse i historien. Historien om kvinder var simpelthen fraværende, og det satte vi os for at gøre noget ved,« siger hun.

»Der var en bred interesse i at gøre kvinders historie synlig. Vi taler altid om kulturarv som noget positivt, og at vi skal passe på den, men kulturarven er også traditioner, og traditioner er også kønsroller. Bare ordet ”kvinder” falder svært i munden på mange – derfor bruger man stadig ordet ”piger” om selv voksne kvinder. Det er også en del af kulturarven.«

Går man langt tilbage i historien, kan man se, at der har været en dyrkelse af kvindeligheden. Der har også gennem tiderne været en frivolitet, som har været både mændenes og kvindernes, siger hun:

»Men så får vi et samfund, der er bygget op omkring kvindeundertrykkelse. Hvor kommer sandheden om, at kvinder er mindre værd, fra? Man kan meget diplomatisk sige, at religionen ikke har været gunstig over for ligestillingen.«

Forundring

Hun tror på, at man med tiden vil se med stor forundring tilbage på, at der var engang, hvor man tillod sig at behandle kvinder som det andet køn.

»Det er faktisk en meget kort periode af vores fælles historie, for går man langt tilbage, ser man en større lighed mellem kønnene. Der var engang, da man så styrken i kvinder.«

Når man taler om køn, ligger det implicit i nutidens Danmark, at man taler om det kvindelige køn, siger hun.

»Det er en af museets opgaver: At få flere moderne mænd til at se, at ligestilling også er deres område. Jeg kunne ønske mig en mandebevægelse, hvor mændene sluttede sig sammen og sagde, at ”vi får så få børn i vores liv, så vi vil have ret til at være hjemme hos vores spæde børn i samme omfang som mødrene”. Hvis mødrene så ikke vil, må man tale om det, men lige nu taler man om, at det med barselsorlov kan man ikke pålægge mændene. Men de kunne jo selv kæmpe for det - kvindebevægelsen sloges for at komme ud på den mandlige arbejdsplads, så kan mændene jo slås for at komme ind i barnekammeret,« opfordrer hun.

Kvote eller kvalitet?

Merete Ipsen er overrasket over, at det tager så lang tid at ændre på den del af kulturarven.

»Jeg blev meget optimistisk, da FN’s verdensmål kom i 2015 og havde ligestilling, diversitet, rent drikkevand og bekæmpelse af fattigdom med. Der er nogle positive toner i det,« siger hun.

Vi sidder i den nyrenoverede café på Kvindemuseet. Bygningen var engang byens rådhus, siden politistation.

»Vi ved, at den første kvindelige politiker, der sad her i byrådssalen, Dagmar Petersen, sad her i over et halvt år, før et af hendes forslag blev protokolført. Det vil sige, at ét var, at hun blev valgt, ét andet, at hun alligevel ikke fik en position, hvor hun blev lyttet til. Det er noget, man først forstår, når man har oplevet det,« siger hun og fortsætter ind på et betændt område: Kvoter.

»Dem, det handler om, vil ikke have det, fordi der er kommet en sandhed, der hedder, at du skal vælge mellem kvalitet og kvote. Det er et problem, for man ser ikke kvaliteten hos kvinder så meget som hos mænd. Det er kulturarven igen: Den maskuline norm. Den erfaring, som kvinder kommer med, værdsættes ofte ikke så højt,« siger hun.

»Jeg synes, at man skulle indføre kvoter tidsbegrænset - måske fem år. Der skal gøres noget, hvis ikke der skal gå 97 år, før vi får reel ligestilling. Kvoter ville være et eksperiment, men dem laver vi så mange af, så hvorfor ikke med kvoter?«