Østjysk virksomhed får bæredygtig certificering for produktion i Kina
Den østjyske virksomhed, Furnipart i Hinnerup, har netop fået en certificering af bæredygtige greb produceret i Kina.
Designvirksomheden har således opnået en internationalt anerkendt Cradle to Cradle certificering af deres produktion af aluminiumsgreb til køkken- og badeværelsesindustrien. Cradle to Cradle er et designkoncept, hvor produkter indgår i biologiske eller tekniske kredsløb og skaber værdi for både mennesker, miljø og økonomi.
Det bemærkelsesværdige ved denne certificering er, at Funiparts produktion ligger i Kina, der ellers sjældent forbindes med bæredygtighed og cirkulær økonomi.
Furnipart har gennem et år arbejdet for at opnå certificeringen, og det er nu lykkedes med en produktion i Kina.
»Vi har valgt at omlægge til cirkulær økonomi for at kunne se os selv i øjnene, når talen falder på produktionsmetoder. At vi opnår en certificering på vores produktion i Kina, gør os særligt stolte og er med til at rokke ved den gængse opfattelse af Kina som produktionsland,« siger direktør, Rasmus Byriel i en pressemeddelelse.
Virksomhedens produktion er målt og bedømt ud fra kriterier indenfor de fem kategorier: Materialesundhed, materialegenanvendelse, vedvarende energi, forvaltning af vandressourcer og socialt ansvar.
»Vi har vurderet, at Cradle to Cradle certificering er den bedste måde at imødekomme den stigende internationale efterspørgsel på dokumenteret bæredygtighed. Det skaber troværdighed om vores brand, og det er godt for vores forretning,« siger han.
Furnipart leverer til byggebranchen i både Danmark og udlandet.
-KKA