Fortsæt til indhold
Aarhus

Opera og teater vil sammen få os til at gyse lidt mere

Aarhus Teater og Den Jyske Opera er gået sammen om at sætte forestillingen "Dracula" op. Den får premiere i 2020.

Gyset bliver til at mærke, når Aarhus Teater og Den Jyske Opera nu går sammen om at sætte en klassiker af de uhyggelige op: ”Dracula”.

Det er først i 2020, at man kan opleve forestillingen på Aarhus Teaters Store Scene, men allerede nu er billetsalget sat i gang.

I ”Dracula” kommer teatrets skuespillere til at spille over for Den Jyske Operas Kor. Instruktøren Martin Lyngbo skal sammen med Lucas Svensson skrive manuskriptet efter forfatteren Bram Stokers roman om vampyren Dracula, der lever af at drikke sine ofres blod. Martin Lyngbo skal desuden instruere forestillingen.

Næste års Bram Stoker Festival finder sted i Dublin den 25.-29. oktober. Foto: Niall Carson/PA via AP

I romanen vokser Dracula op i det mørke og mystiske Transsylvanien i en tid med voldsomme krige. Europa er truet af invasioner fra øst, og Draculas svar er at drukne store landområder i blod. Han mister sin elskede i krigene og bliver gennem sorgen dømt til at rejse gennem århundreder i tørsten efter nyt blod. I slutningen af 1800-tallet ser han en mulighed for at genrejse sin slægts storhed ved at invadere London og overtage ledelsen af det britiske imperium.

Det er første gang, at de to vægtige kulturinstitutioner går sammen om sådan en produktion. Den får premiere den 29. april 2020.