Fortsæt til indhold
Aarhus

Jeppe Morell aflyser kamp: Sparringspartneren dukkede aldrig op

En engelsk sparringspartner har svigtet prof-bokseren, som må aflyse sin kamp.

Når der den 24. november er Danish Fight Night bliver det uden Mogens Palle-bokseren Jeppe Morell i ringen.

Den aarhusianske letsværvægter har måttet aflyse sin kamp mod russiske Dmitrii Chudinov, fordi en sparringspartner aldrig dukkede op. Det oplyser Morell selv til Jyllands-Posten.

»Det er et kæmpe antiklimaks. Jeg har brugt de seneste fem uger på at træne to gange om dagen og spise den rigtige kost, og når man så kommer til den afsluttende fase, og der skal stå en sparringspartner klar, så er han ikke dukket op. Lige nu er det meget skuffende,« siger Jeppe Morell og uddyber beslutningen:

»Det har været en forudsætning og et krav fra min side, at der skulle være en kompetent sparringspartner til at få mig op i gear til den her kamp. Derfor har det været en kollektiv beslutning fra mit holds side af, at vi ikke kan stille op, når der ikke er styr på sparringen.«

Stjålet pas og udstyr

Det var engelske Patrick Mendy, der var udset som sparringspartner, og da det i første omgang blev meldt ud, var Jeppe Morell ganske tilfreds, fordi Mendy tidligere har bokset mod Chudinov.

Tilfredsheden gled dog ud i sandet, da Mendy ikke ankom til Aarhus som aftalt i sidste uge.

I første omgang berettede englænderen, at hans pas var væk og udstyret stjålet i lufthavnen, så han ikke kunne komme af sted. Han lovede dog at dukke op i mandags, men da det heller ikke skete, og han først mente at kunne komme i næste uge, blev det for meget for Morells lejr.

Et forsøg blev gjort på at hente en italiensk bokser ind som erstatning, men også dette mislykkedes. Derfor må Jeppe Morell nu holde sig i træningslokalet og afvente nyt fra sin promotor, Mogens Palle.

»Det er ikke fordi, min motivation til sporten mangler. Det er det her, jeg vil, og jeg mener også, jeg har det, der skal til for at gå hele vejen – men det skulle åbenbart ikke være her den 24. november,« konstaterer han.

Aflysningen får ikke umiddelbart nogen indflydelse på resten af stævnet hvor også Ditlev Rossing, Enock Poulsen og flere til skal i kamp.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Mogens Palle.