Fortsæt til indhold
Aarhus

Plads til langt flere vinterbadere i havnebadet

Aarhus Havnebad, der åbnede i sommer, fortsætter med at have weekendåbent hele vinteren. Men foreløbig er fremmødet begrænset.

Den store succes, Aarhus Havnebad oplevede i sommer, er ikke fulgt med ind i vinterhalvåret.

Det nybyggede havnebad, der åbnede i juni, holder åbent i weekenden hele året rundt. Her er det dog foreløbig begrænset, hvor mange gæster der har lyst til at hoppe i det kolde vand.

»Der kommer i gennemsnit 40-50 mennesker fordelt henover de fire timer, vi nu har åbent, så der er plads til flere,« fortæller Stine Seneca, der er daglig leder for bl.a. havnebadet.

Hun mener, at folk mangler at opdage, at havnebadet også kan benyttes om vinteren.

»Folk bliver overraskede over, at det er åbent for offentligheden, og at man bare kan komme herned,« siger Stine Seneca.

Bassinet er åbent kl. 8-12 lørdag og søndag, men kommunen er villig til at se på, om det er de rigtige åbningstider.

»Som det ser ud indtil videre, så er det ikke fra kl. 8, at der kommer flest. Vi evaluerer ved årsskiftet, hvordan det er gået, og ser på om vi skal ændre åbningstiderne,« siger Mogens Christensen, der er chef for Aarhus Kommunes Idrætscentre, og tilføjer:

»Vi er nye i det her, og vi skal lige lære, hvordan stedet bedst drives.«

Han er i dialog med et par foreninger, der er interesserede i at overtage driften af havnebadet i vinterperioden.

»Det er vores håb, at en eller to foreninger vil overtage driften. Det er økonomisk interessant for kommunen, så vi sparer på udgifterne til havnebadet i vinterperioden,« siger Mogens Christensen.

Hvor varmt vandet er, kan man løbende følge med i på www.badevand.dk, hvor man kan søge specifikt på Aarhus Havnebad. For tiden er vandet ca. 12 grader varmt.

»Det vil typisk være lidt koldere end vandet ved stranden. Det er, fordi vandet i havnebadet kommer helt nede fra godt fire meters dybde,« forklarer Mogens Christensen.

»På den måde sikrer vi, at det er det reneste havvand, vi får. Og ikke vand fra Aarhus Å,« supplerer Stine Seneca.

Der er to livreddere ved badet i åbningstiden. Hos de erfarne svømmere kan man også få råd om vinterbadning, hvis man er ny i den kolde badevariant.