En ny, men genkendelig ”Carmen” udfordrer med blod, bander og bold
Den Jyske Opera går til traditionerne i opera. Det gælder også med ”Carmen”, som efter en landsturné nu får Aarhus-premiere på lørdag.
Hører ”Carmen” til i 1830’erne, eller er det helt i orden at trække handlingen op til nutiden?
For det er, hvad den amerikanske instruktør Thaddeus Strassberger har valgt at gøre i sin opsætning af Georges Bizets velkendte opera fra 1875 for Den Jyske Opera.
Det har delt avisernes anmeldere. Flere af dem var med, da operaen havde premiere i Sønderborg den 5. oktober. Siden da har den turneret i landet og slutter i Aarhus, hvor den spiller seks gange, første gang lørdag den 24. november.
Fire stjerner fra JP
Det eneste, du skal være forberedt på, når du går til opera, er at se og lytte
Jyllands-Postens anmelder var glad for Strassbergers moderne greb om operaen. Der var fire af seks stjerner til operaen for at mikse jeans, flakkende fladskærme, coke og mobiltelefoner med »Bizets storslåede musik fra 1800-tallet«: »Dette miks giver et delvist vellykket resultat. Scenen er stationær og har de rå og industrielle rammer fra Carmens tobaksfabrik som kulisse,« skrev anmelderen og fortsatte: »Blandt de øvrige medvirkende var i og for sig vellykkede, skæve karakterer, som dog stod i lidt forstyrrende kontrast til musikken.«
Amerikansk gangsterdrama
Børsen takserede med tre af seks stjerner og mente, »at man nemt kan komme i tvivl om, hvad ”Carmen” egentlig handler om i Thaddeus Strassbergers opsætning«.
Kristeligt Dagblad kunne kun give to af seks stjerner for en nyfortolkning, »som minder om et underlødigt amerikansk gangsterdrama«: »Opdateringer kan være perspektivrige, men kræver naturligvis den samme kunstneriske stringens som traditionelle opsætninger. Og i Thaddeus Strassbergers instruktion og iscenesættelse knækker filmen gang på gang, som når nogle flyttemænd kommer ind med Samsung-fladskærme, mens sopranerne synger ”Nu kalder sigøjnerpigerne til sang”.«
Politiken var i store træk enig og mente, at en »kvalmende barsk opdatering af ”Carmen” smadrer den berømte opera: »Det er ikke bare fransk, men også lidt amerikansk tale imellem det sungne, og hvis Den Jyske Opera tidligere måske har været forsigtig med opsætningerne af sine populære turnéoperaer, giver de den nu fuld skrald, hvilket egentlig er fedt. Hvis ikke lige det kammede så helt og totalt over.«
Det betød, at operaen måtte nøjes med to af seks hjerter.
Noget på hjerte
Til gengæld mente JydskeVestkysten, at ”Carmen” var en »udfordrende og spændende version af elsket klassiker«: »Strassberger har sandelig noget på hjerte med denne moderne version. Og når man lige har vænnet sig til sangernes mobiltelefoner og fjernsyn på bagscenen med billeder af tyrefægtning og spansk fodbold, glæder man sig over, at instruktøren har turdet udfordre den elskede klassiker.«
Thaddeus Strassberger har selv været helt klar over, at han udfordrer vanerne, men husker publikum på, at da operaen havde premiere i Paris i 1875, vakte den også furore.
»”Carmen” foregår nu, og sangerne agerer i nuet, det samme med sprog, påklædning og scenografi,« sagde han til Jyllands-Posten lige inden premiereren i oktober.
Kom uforberedt
Thaddeus Strassberger har en opfordring til publikum:
»Lad nu være med at sidde at læse en hel masse om ”Carmen” på forhånd. Tag ind at se den, fuldstændig ligesom du ville gå ind at se den nye James Bond-film. Du ville jo aldrig sidde at læse side op og side ned om hele historien bag James Bond-figuren; du vil bare se filmen og overraskes,« siger han.
»Bare fordi det er opera, behøver man ikke være så uendeligt velforberedt. Du behøver ikke vide, hvornår Georges Bizet blev født. Læs det bagefter, hvis du vil vide mere – og gør det endelig, så du bliver en operafan ligesom alle os andre – men først bagefter. Det eneste, du skal være forberedt på, når du går til opera, er at se og lytte.«