Jyllands største havecenter åbner om tre måneder
Plantorama i Egå har netop haft rejsegilde på et 9.200 kvm stort byggeri.
I sidste uge var der rejsegilde hos Plantorama på Grenåvej. Plantekæden har købt det tidligere Bo Grønt, og i marts gik byggeriet i gang. Næsten et år senere – til marts næste år – kan Plantorama Egå åbne havedøren til 9.200 kvm plantecenter. Centret bliver dermed Danmarks næststørste, kun overgået af Plantorama i Hillerød på 10.000 kvm.
I det nye Plantorama kommer der bl.a. en dyreafdeling på 800 kvm, et legeland og også Jyllands største afdeling af Espresso House.
At huset skal rumme planter, er fra begyndelsen tænkt ind i det byggeri, der nu er under opførelse. Al regnvand fra det overdækkede areal opsamles og genbruges til vanding af planter og blomster og cirka halvdelen af det årlige strømforbrug dækkes af solpaneler. Her monteres 380 solpaneler med en samlet kapacitet på 100.000 kWh. Der investeret godt 6 mio. kr. i miljøløsninger.
I snit har 30-35 håndværkere fra forskellige fag arbejdet i 11 måneder på at opføre det nye havecenter. Lige nu gælder det ikke mindst VVS- og elopgaverne, som udføres af henholdsvis Århus VVS, Jack Foged VVS og af Risskov Installationsforretning.
De store entrepriseopgaver er planlagt afsluttet ved årsskriftet. Derefter gælder det den indvendige indretning af havecentret med opbygning af det nye Espresso House, kasselinjer og butiksindretning. Den sidste måned op til åbningen bliver der fyldt op med varer.
Det nye havecenter er designet af hollandske specialister i samarbejde med Plantoramas egne medarbejdere.
»Det handler om at udvikle kundeoplevelsen og kundeservicen. Vores kunder skal opleve wow-effekten, når de træder ind. Vi taler til øjet, til duftesansen og til hjertet. Plantorama skaber en helhedsoplevelse med de mange farver og indtryk,« siger adm. direktør Peter Vang Christensen.