Fortsæt til indhold
Aarhus

Få styr på sorteringen, så dit affald ikke ender som, ja, affald

Aarhusianerne begår stadig fejl i affaldssorteringen, og det betyder, at ellers korrekt sorteret affald ender med ikke at kunne genanvendes.

Glas, plast og metal, der smides ud i en lukket plasticpose. Det er en af de helt store syndere, når det gælder om genanvendelsen af affald.

For selv om flaskerne, dunkene og dåserne helt korrekt havner i det ene af de sorte affaldsspandes rum, forpurrer den omkransende plastpose sorteringen. Det oplyser Affaldvarme Aarhus.

»Det er stadigvæk ofte et problem. Og det er jo rigtig ærgerligt, at ellers korrekt sorteret affald ender med ikke at blive genanvendt,« siger affaldschef i Affaldvarme Aarhus Lene van der Raad.

Ud over at affaldet ikke kan sendes til genanvendelse, hvis det ikke er sorteret rigtigt, opstår der samtidig også et andet problem. Sorteringsanlægget, der sorterer det øvrige affald, kan ikke håndtere blød plastic. Plasticen vikler sig ind i sorteringsanlæggets transportbånd og det øvrige affald og gør, at heller ikke det kan sorteres korrekt.

Som beskrevet i JP Aarhus søndag går det overordnet set godt med affaldssorteringsordningen, som for godt og vel et års tid siden blev sat i værk. Men der er stadig plads til forbedring. I en opgørelse, som Affaldvarme Aarhus har foretaget for JP Aarhus, fremgår det, at genanvendelsesgraden af glas, plast og metal har været mellem 68-75 pct. i marts til august 2018. Af det pap og papir, fra det andet rum i den sorte spand, ryger ca. 99,68 pct. videre til genanvendelse.

Uudnyttet potentiale

Ifølge Lene van der Raad er der stadig et stort uudnyttet potentiale for at få genanvendt mere. Det skyldes flere ting. Ud over problemet med poserne skyldes det først og fremmest, at nogle aarhusianere endnu ikke har taget sorteringsordningen helt til sig. Og så er der stadigvæk et par almindelige fejl, som aarhusianerne begår, der medfører, at store mængder af ellers korrekt sorteret skrald alligevel ender med at blive fejlsorteret og dermed ikke kan genanvendes.

Selv om Aarhus Kommune endnu ikke sorterer organisk, kan det til tider næsten virke sådan. Affaldvarme Aarhus pointerer, at det er et problem, når der efterlades store mængder madrester i affaldet, da madresterne gør, at sorteringsanlæggene i så fald har svært ved at adskille glas, plast og metal fra hinanden. Derfor anbefales det, at man tømmer og rengør beholderne, inden de smides ud.

Et andet hyppigt problem er, når der smides sammensatte produkter såsom syltetøjsglas, der består af både glas og metal, ud. Sorteringsanlæggene kan ikke skille de forskellige dele ad. Så hvis man ikke på forhånd skruer låget af og sorterer de to dele hver for sig, ender begge dele med ikke at kunne sorteres korrekt og dermed sendes til genanvendelse.