Kommunen: Enkelte bilfri søndage kan give mening
Magistraten for teknik og miljø i Aarhus Kommune er positivt indstillet over for SF’s forslag om bilfri søndage i Aarhus. Hvis det altså sker i forbindelse med særlige aktiviteter i byen.
En bilfri søndag i det centrale Aarhus kan give mening, hvis der er tale om en særlig begivenhed.
SF’s forslag om en bilfri søndag var for første gang til debat i byrådssalen i oktober 2015, og efter et års sagsbehandling i Borgmesterens Afdeling er en opdateret udtalelse fra magistraten for Teknik og Miljø nu klar til behandling på Magistratens møde mandag.
Konklusionen i udtalelsen er, at Teknik og Miljø er positivt indstillet over for alternativ brug af »gaderum, der kan bidrage til øget byliv og stemning«. Derfor kan bilfri søndage give mening, hvis der samtidig laves aktiviteter i byen, som sikrer, at en bilfri søndag tilfører ekstra byliv, puls og stemning, fremgår det.
»Vi siger nej til permanent bilfri søndage i byen, men hvis det er i enkeltstående tilfælde, hvor der samtidig laves andre aktiviteter i byen, så kan det være fint at se på det. Det bliver ikke Aarhus Kommune, som skal stå for at gennemføre bilfri dage. Ønsket skal komme fra andre arrangører,« siger rådmand for Teknik og Miljø Bünyamin Simsek (V).
Vores ambition har aldrig været, at der skal være bilfrit i Aarhus hver søndagJan Ravn Christensen, SF
Ifølge Teknik og Miljø er trafikmængden i byen mindre om søndage end de øvrige dage i ugen, men en generel udbredelse af bilfrie søndage vil skabe betydelige gener, fastslår afdelingen.
Den konkrete gennemførelse og geografiske udstrækning af et bilfrit område må komme an på det konkrete arrangement, og det skal tilpasses behovet for, at eksempelvis udrykningskøretøjer og kollektiv trafik skal kunne komme frem, skriver afdelingen i sin udtalelse.
SF i Aarhus Byråd er glad for tilbagemeldingen fra Teknik og Miljø.
»Vores ambition har aldrig været, at der skal være bilfrit i Aarhus hver søndag. Det vil være fint at gøre Midtbyen bilfri i forbindelse med events og begivenheder, hvor der alligevel er brug for at spærre gader af,« siger byrådsmedlem Jan Ravn Christensen (SF).
Fokus på transportvalg
SF’s byrådsgruppes forslag er begrundet i et ønske om at sætte fokus på aarhusianernes valg af transportmidler og luftforurening, men også om at skabe debat om de trafikale udfordringer i det centrale Aarhus. Og selv om der er gået næsten tre år siden den første behandling af forslaget i byrådssalen, så er argumenterne for en bilfri søndag i Aarhus fortsat de samme, påpeger Jan Ravn Christensen.
Ifølge udtalelsen fra Teknik og Miljø har kommunen åbningen af kulturhovedstadåret 2017 som erfaring med bilfri-aften. Her blev en stor del af Midtbyen afspærret for biler, og arrangementet var ifølge udtalelsen en stor succes.
Ifølge afdelingen er det dog generelt forbundet med stort tidsforbrug i Teknik og Miljø samt store udgifter til eksempelvis afspærring og skiltning at afspærre større områder, når bilerne skal holdes ude af Midtbyen.
Teknik og Miljø anbefaler et forsøg, hvor der indgår afspærring i mindre skala.
»Eksempelvis skaber den tilbagevendende gadefest i Jægergårdsgade en masse ”liv i gaden”, hvor indsatsen fra Teknik og Miljø er meget mere overskuelig, og hvor det er de lokale erhvervsdrivende, som driver selve projektet,« skriver afdelingen, som også peger på, at den kommende Mobilitetsplan for Aarhus Midtby vil fredeliggøre især boligområder trafikalt. Det vil betyde mindre gadeparkering, og dermed plads til andre funktioner i gaderummet, pointerer Teknik og Miljø.
Ved behandlingen af SF-forslaget i 2015 var de borgerlige partier i Aarhus Byråd afvisende. Heller ikke Socialdemokratiet var overbevist, mens Enhedslisten og Det Radikale Venstre støttede forslaget.