Retten dedikerer tid til vej-syndere
Bunken af sager med trafiksyndere ved Retten i Aarhus har vokset sig problematisk stor, mener retspræsidenten, som i det nye år har afsat en dag om ugen til at behandle færdselssager.
Han er taget med over 151 km/t. på ringvejen. På Edwin Rahrs Vej med en hastighedsgrænse på 60 km/t. er han blevet målt til at køre 121 km/t. 10 gange er han blevet taget i at køre over for rødt. Og en gang er han stødt sammen med en anden bilist, fordi han ikke har overholdt sin vigepligt.
Ordet vanvidsbilist passer på få mennesker lige så godt som på MK. Førnævnte eksempler på ulovlig kørsel er blot et udsnit af de 19 overtrædelser af færdselsloven, som han fredag stod tiltalt for ved Retten i Aarhus, hvor han nægtede sig skyldig.
Ofte dukker folk ikke op til retsmøderne, så vi har sat ekstra mange sager i dommernes kalendere.
Men mens MK virker mere end normalt glad for at køre hurtigt, snurrer tandhjulene i det system, som skal behandle anklagerne imod ham, langsomt. Syv måneder har sagen ligget hos Retten i Aarhus og afventet første retsmøde. Det er lang tid, erkender retspræsident Bodil Ruberg, som forklarer, at flere års besparelser i domstolene, politikernes opprioritering af andre sagstyper og en række ressourcetunge nævningesager i foråret er gået ud over sagsbehandlingstiden for færdselssager.
»Selvfølgelig mener vi, at det er en god idé, at sagerne bliver afgjort inden for kortere tid. De sager, hvor man bliver ved med at overtræde færdselsloven, skal selvfølgelig behandles hurtigt, fordi man skal ikke blive ved med at køre, hvis man skal fratages kørekortet,« siger hun.
Intensiv indsats
Retten har i øjeblikket 152 uberammede færdselssager. Det er sager uden en fastsat dato for første retsmøde. Det er ikke teknisk muligt for retten at oplyse antallet af berammede færdselssager eller den gennemsnitlige behandlingstid for sagerne. Men sagsbunken har nået et problematisk niveau, forklarer Bodil Ruberg.
»Vi behandler løbende færdselssager, men har nu iværksat en intensiv indsats, hvor vi massebooker færdselssager en gang om ugen. Ordningen får fuld virkning fra årsskiftet,« siger hun og tilføjer, at planen er at beramme flere sager, end dommerne i princippet kan nå.
»Ofte dukker folk ikke op til retsmøderne, så vi har sat ekstra mange sager i dommernes kalendere.«
Chefanklager hos Østjyllands Politi, Marian Thomsen, er meget tilfreds med rettens initiativ. Hun forklarer, at man også hos anklagemyndigheden har været bagud i behandlingen af færdselssager, og at der derfor har været iværksat overarbejde i foråret, og mere følger i efteråret for at nedbringe antallet af ubehandlede sager.
»Straffesagskæden hænger sammen. Når man laver noget ét sted, skal næste led være klar til at modtage det. Så når vi laver en ekstra indsats, er retten også nødt til at lave ekstra indsats, ellers giver det ikke mening,« siger Marian Thomsen, som påpeger, at retshåndhævelse også handler om at afslutte sager så hurtigt som muligt, så folk mærker en konsekvens af deres handlinger.