Lapning af utæt cykeltunnel påbegyndes mandag
Mandag påbegyndes reparationen af cykeltunnellen under Bernhardt Jensens Boulevard ved Nørreport, der siden juni har været oversvømmet af havvand.
De seneste mange måneder har de aarhusianske cyklister fået våde dæk og fødder, når de er kørt igennem cykeltunnellen under Bernhardt Jensen Boulevard ved Nørreport. Men det skal være slut nu. Mandag rykker et betonfirma ud og bruger de næste to uger på at reparere den våde cykeltunnel, så man fremover kan komme igennem den populære cykelpassage uden vandsprøjt.
Det er firmaet Christiansen og Essenbæk, der skal forestå renoveringen. Chefen for afdelingen teknik og udvikling i firmaet, Carsten Schjørring, fortæller, at det sivende havvand i bunden af tunnelen ikke skyldes en konstruktionsfejl, men derimod er en helt naturlig opstået problematik:
»Når beton udsættes for varme og kulde henholdsvis udvider og trækker det sig sammen. Og så kan der opstå utætheder. Derudover er der et højt tryk fra havvandet på den anden side, hvilket resulterer i, at vandet siver ind,« forklarer han og understreger, at sådanne reparationer er en helt normal del af vedligeholdelsen af tunneller tæt på vand:
»Der er intet exceptionelt i sådanne reparationer,« fortæller han og henviser til, at man har set samme problematik i Limfjordstunnellen i Nordjylland og ved metrobyggeriet i København.
Reparation udsat
Ifølge Aarhus Kommune er det i samlingen mellem tunnellen og de to ramper, der fører op og ned i tunnelen, at vandet har fundet vej ind. Disse samlinger skal nu tætnes, og efterfølgende skal der et nyt lag asfalt på.
Selvom tunnellen har været utæt i et par måneder, har en reparation ladet sig vente på. Aarhus Kommune har afventet, at firmaet, der skal stå for reparationen, Christiansen og Essenbæk, har haft hul i kalenderen til at udføre arbejdet. Og det har det altså nu.
Christiansen og Essenbæk forventer at være færdig med udbedringerne om to uger. Derfor vil tunnellen være lukket for trafik i den pågældende periode. Aarhus kommune opfordrer cyklister til at benytte krydset ved Bernhardt Jensens Boulevard og Nørreport i stedet.
Tunnellen blev etableret i forbindelse med den nye havnefront på Aarhus Havn og skal sikre, at cyklister kan krydse det trafikerede kryds ved Nørreport sikkert. Tunnellen er en del af den kommende supercykelsti, som skal strække sig fra Risskov til Marselisborg.