»Det er et prik i siden og får nogle tanker i gang«
Der er megen inspiration at hente i Food Festival, mener folk i alle kanter af fødevarebranchen, der fredag tog hul på festivalen i Tangkrogen lidt før alle andre.
Om det så var hønsene, gik de om ikke i seng, så i hvert fald ind i deres lille hus og stak kun hovedet ud for at pikke de korn, der lå lige uden for døren.
For regnen stod ned over Food Festival i Tangkrogen. Det øsede vitterlig ned, mens alle aktørerne på festivalen drønede rundt i regntøj og med nedbøjede hoveder, mens de bar fødevarer og alskens ting og sager til de boder, som de hen over weekenden skal præsentere for de formentlig 31.000 gæster, der kommer til fødevarefestivalen, som er Nordens største.
Men dem, der bare var gæster, gjorde ligesom hønsene: Trak inden for.
Stod det til mig, købte danskerne færre designerstole og flere gode fødevarer. Alt andet giver ingen mening.Jimmy Holm, restauratør, CanBlau
Det gjorde de f.eks. til pladsens største telt, Kokkescenen, hvor Aarhus-virksomheden AB Catering havde inviteret mange af sine kunder til et arrangement, hvor kokke fra restaurant Domestic, CanBlau og Great Coffee fortalte om, hvordan og med hvad de arbejder i deres køkken.
Skinker og nye tendenser
For fredag var en såkaldt branchedag, hvor 1.500 fra alle kanter af fødevarebranchen mødte hinanden og mødte ny inspiration.
»Det er folk, der virkelig kan flytte noget, alt efter hvordan de køber hjem til deres storkøkkener,« siger festivaldirektør Anna Lund.
»Så jeg plejer at sige til dem: Please, køb nu nogle af alle de gode, lokale produkter, vi har her i Danmark.«
På Kokkescenen kom man nu uden for landets grænser. Først hørte de inviterede om den ægte fornemmelse for kaffe, så om at bruge fermentering i sit køkken. Det er en teknik til at forlænge holdbarheden af f.eks. kål og udvikle nye smagsindtryk. Den er ikke ny, men er ikke desto mindre det nyeste nye i det danske køkken.
Derefter var der skinkesmagning med kok og restauratør Jimmy Holm, CanBlau. Da han kom på scenen, kom der også skinke og sherry på de mange borde i teltet. For skinke af den bedste spanske slags bør spises med en god sherry, sagde han, og man skal ikke bare spise den, men arbejde med den i munden for at få smagen frem.
»Man kan få en klædelig brandert i sherry, det bør man drikke mere af,« mente Jimmy Holm, og gik foran med et godt eksempel, mens han måtte hæve stemmen for at overdøve regnens trommen på teltdugen.
Han havde flere skinkesmagninger på dagens program, fortalte han bagefter, så han havde ikke tid til at gå rundt at besøge boder, men det havde hans folk, sagde han.
»Det er et godt initiativ, det er noget, der får Aarhus på radaren. At vi kan have sådan en festival med så mange besøgende viser, at der er gang i en mental omstilling, hvor danskerne begynder at fokusere mere på råvarer og ordentlige fødevarer. Stod det til mig, købte danskerne færre designerstole og flere gode fødevarer. Alt andet giver ingen mening.«
For AB Catering er det vigtigt at være repræsenteret på Food Festival,« sagde konsulent Lars Olsen om firmaet, der leverer råvarer til storkøkkener i hele Aarhus og har 110 ansatte på kontoret i Søften.
»Man må ud at se, hvad der rører sig, og vi skal hele tiden være opmærksom på, hvad der er af nye råvarer. Det er vigtigt,« mente han.
Ud at snuse rundt
Det kan de bekræfte ved et af de store runde borde i teltet.
»Det er et prik i siden og får nogle tanker i gang. Det var godt at høre om fermentering af grøntsager, det er godt til min urtehave. Det kan da godt være, at vi kunne bruge skærmbladene på blomkålen i stedet for bare at smide dem i skralderen,« mente Anders Fisker, der er køkkenchef i Den Gamle By.
Sammen med sidemanden, Lars Lassen fra Aarhus Efterskole, skulle han skal bruge eftermiddagen på at »snuse rundt« og finde noget, han kunne bruge.
»Det er godt for ikke bare branchen, men også for publikum i al almindelighed, at man har sådan en fødevarefestival i Aarhus, hvor man kan se de nye produkter og forhåbentlig få sat mere fokus på at lave god mad derhjemme,« blev de enige om.
Rigtigt klædt på
Mens de hyggede sig i tørvejr, blev der ude på pladsen arbejdet heftigt for at få alt til at tage sig godt ud i det våde vejr. Det lykkedes, selvfølgelig, og alle med plads til at invitere inden for kunne roligt dække op til gæster, for regnen ville ikke rigtigt holde op, kun holde pause.
Festivaldirektør Anna Lund erkendte da også den gamle sandhed om, at vejret kan man nok tale om, men man kan ikke gøre andet end at klæde sig rigtigt på.
Det havde de gjort, dem der stillede sig op i kø for at komme ind på pladsen til den officielle åbning fredag kl. 13 og være først til at plukke af de mange tilbud. Det vil der være frem til søndag eftermiddag.