Blodrøde gulerødder, en gammel havarti og rejer på trangia begejstrede til madfest
Mange gæster kom tidligt lørdag til Food Festival på Tangkrogen for at undgå lange køer og finde inspiration til køleskabet.
Omkring et halvt hundrede af de mest entusiastiske gæster havde lørdag formiddag ladet regn være regn og taget plads foran hegnet ind til Food Festival, allerede inden madfestivalen kunne byde på tørvejr i nogle af de mange madtelte på Tangkrogen.
Den her gulerod ville man nok ikke købe i supermarkedet, men her får man lov til at prøve den afAnne Kahr Larsen, gæst til Food Festival på Tangkrogen.
Modsat gammel festivalstil lod gæsterne dog hegn stå og ventede, indtil festivalarrangørerne kl. 10 var klar til at lukke dem ind til den 45.000 kvadratmeter store madfest.
Regnen gav det Grønlandske Telt omtrent den bedste placering på Tangkrogen. Ca. 20 m fra indgangen tilbød teltet tørvejr og tørret torsk, som var et hit blandt de tidlige gæster. Bl.a. Anne Hammer, 23 år, som sammen med en gruppe veninder fra Aarhus Universitet havde aftalt at mødes på Tangkrogen, så snart pladsen åbnede.
»Vi har sat hele dagen af til at gå rundt på festivalen,« sagde hun og erklærede sig vild med den tørrede og lidt seje torsk, som kom med et glas rom.
To år gammel havarti
Mens en del frivillige til Food Festival kæmpede med at stabilisere bodernes teltsider, så den friske vind ikke føg ind til de udstillede madvarer, traskede Jana Davids og Paul-Erik Becker, begge 22 år, rundt på den nordlige del af pladsen og bladrede i et festivalprogram.
De var til Food Festival sidste år og var i år kommet tidligt for at undgå lange køer ved boderne. Deres plan var at få inspiration til at fylde deres køleskab lidt anderledes.
»Sidste år fandt vi en vildt lækker Havarti-ost, der var to år gammel. Vi vil gerne se, om vi kan finde noget nyt igen i år,« sagde Paul-Erik Becker.
Quinoa for første gang
På pladsen længere mod syd, grænsende op til Aarhus Bugt og lystbådehavnen, var der i området kaldet Havet opsat boder med fisk og skaldyr. Her udgjorde manglende læ en særlig udfordring for de teltansvarlige og i de enkelte boder, hvor bål og grill blev gjort klar.
Ib Brøgger, 68 år, var sammen med sin kone gået direkte til området, fordi de begge elsker fisk. I Muslingebyen Løgstørs telt havde han prøvet at spise muslinger for første gang i sit liv.
»Det smagte rigtig lækkert. Vi bruger oplevelser her til at finde inspiration derhjemme. Vi elsker begge to at lave mad,« sagde han.
Det samme gør Inge Poulsen, 59 år. Hun kalder sig et friluftsmenneske og overværede, at en naturvejleder på et trangiasæt stegte friske rejer, der skulle spises med skal.
»Det er en familietradition at tage på madfestivalen. Det er så spændende, og jeg har f.eks. smagt quinoa for første gang. Noget af maden i boderne køber jeg med hjem til Varde, eller også får man at vide, hvor man kan købe det. Meget af det er jo ret specielt,« sagde Inge Poulsen.
Freestyle og glasering
Hen mod middag begyndte de første arrangementer, hvor festivalgængerne bl.a. kunne lære at tilberede mad. I ernæring- og sundhedsuddannelsens såkaldte workshoptelt stod omkring 20 gæster i hestesko for at lære at lave forskellige anretninger med gulerødder.
Matgule og blodrøde gulerødder samt de klassisk orange versioner skulle bl.a. forvandles til glaserede gulerødder, en freestyle gulerodsret med fløde, gulerodsspaghetti og en moderne råkost.
Sidstnævnte anretning havde veninderne Anne Kahr Larsen, Kristina Sommer og Louise Mørk ansvaret for.
.
»Man bliver virkelig inspireret her. Den her gulerod ville man nok ikke købe i supermarkedet, men her får man lov til at prøve den af,« sagde Anne Kahr Larsen, mens hun holdt en af de blodrøde gulerødder frem.
Veninderne fik mulighed for at nyde deres farverige råkostsalat uden for teltet, hvor skyerne efterhånden var blevet en del lysere, og køerne ved boderne var vokset betragteligt.