Ny lyd på piberne
Orgelet i Aarhus Domkirke er i øjeblikket i gang med at blive renoveret. Musikalske modeluner og en til tider hårdhændet behandling af de bløde tinpiber, har bragt lyden i orgelet væk fra udgangspunktet. Det er et ganske omfattende arbejde at renovere landets største kirkeorgel. Først i påsken 2020 ventes arbejdet færdigt, der kan lade sig gøre takket være støtte fra A.P. Møller Fonden, Salling Fondene, Augustinusfonden samt Aage og Johanne Louis-Hansens Fond. De store piber hejses ned og repareres på kirkegulvet mens de mindre køres til orgelbyggerne Marcussen & Søn i Aabenraa.