Fortsæt til indhold
Aarhus

Salling Fondene uddeler millioner til medarbejdere

Fondene, der ejer detailkoncernen Salling Group, uddeler knap 10 millioner kroner til medarbejderne i virksomheden.

JP Aarhus

Over 9.000 medarbejdere i Bilka, Føtex, Netto og Salling Stormagasiner kan se frem til en lille ekstra hilsen på lønsedlen for august. Det sker, når virksomhedens ejere, Salling Fondene, uddeler en del af fondenes overskud til medarbejdere.

Samlet set er der tale om en uddeling på knap 10 mio. kr. fra Købmand Ferdinand Sallings Mindefond.

Fonden blev stiftet i 1957 af Salling Groups grundlægger, købmand Herman Salling, og hans søster blandt andet med det formål, at en del af fondens overskud skulle tilfalde medarbejderne i virksomheden. Gratialet gives til nuværende og tidligere medarbejdere, som har været ansat i hele perioden 2014-2017.

»Vi er glade for, at en del af fondens overskud på denne måde kommer en lang række medarbejdere til gode. Med uddelingen kan vi give noget tilbage til de medarbejdere, som hver eneste dag bidrager til, at vi kan skabe værdi for kunderne, investere i flere bæredygtige løsninger og skabe muligheder for alle,« siger Per Bank, formand i Købmand Ferdinand Sallings Mindefond og adm. direktør i Salling Group.

Gratialet til de i alt 9.390 medarbejdere i Salling Group udbetales ultimo august.