30 nye stillinger til Grenaa
Gældsstyrelsen rykker en del af sine folk til Grenaa og søger nye medarbejdere i flere forskellige faggrupper.
Borgmester Jan Petersen glæder sig over udsigten til 30 nye stillinger i Grenaa, efter at Gældsstyrelsen onsdag har meldt ud, at inddrivelse af gæld til det offentlige skal styrkes.
Til Gældsstyrelsen søges 30 nye sagsbehandlere med ansøgningsfrist 12. september.
Styrelsen hører under Skatteministeriet og blev etableret 1. juli som én af de syv nye styrelser som erstatning for Skat.
»Det er en fantastisk nyhed. Vi er glade for udsigten til nye arbejdspladser, og jeg noterer mig samtidig, at man søger medarbejdere med forskellig uddannelsesbaggrund – også gerne nyuddannede. Det passer rigtig godt til Grenaa, som er en by med mange forskellige uddannelsesinstitutioner,« siger borgmesteren i en pressemeddelelse.
Kommunaldirektør Christian Bertelsen siger: »Det er meget glædeligt, at Gældsstyrelsen opslår 30 nye stillinger i Grenaa. Det er med til at udbygge og styrke det faglige miljø omkring Skat i byen, og jeg ser muligheder både for vores lokale arbejdsstyrke og for potentielle ind-pendlere, som vi på sigt gerne vil forvandle til tilflyttere,« siger han.
Blandt de faggrupper, Gældsstyrelsen søger medarbejdere i, er kontor- eller revisor-assistent, finansøkonom eller bachelor/kandidat i jura, finans, offentlig administration eller økonomi.
»Selvfølgelig søger vi en stor faglighed, men vi søger også nogle kolleger, som har de rette menneskelige egenskaber. Det er vigtigt, at dialogen med borgerne sker med respekt, tillid og forståelse, for vi arbejder ofte med borgere, som er havnet i en økonomisk svær situation,« siger underdirektør i Gældsstyrelsen Maibrit Brandt.