27 politikere til forhandlinger om fremtidens Norddjurs Kommune
Torsdag begynder de politiske forhandlinger om budgettet for 2019. Helt centralt står, hvordan kommunens millionunderskud skal håndteres.
Sommerferien er ovre, og det er en hård virkelighed, politikerne i Østjyllands fattigste kommune, Norddjurs, er vendt tilbage til. Torsdag begynder Kommunalbestyrelsens forhandlinger om budgettet for 2019, men allerede onsdag tager økonomiudvalget hul på drøftelserne om, hvordan fremtiden i kommunen skal se ud, og tirsdag drøftede tre andre politiske udvalg, hvor der skal spares for at indhente kommunens budgetoverskridelse i 2018.
Situationen er alvorlig, og politikerne i Norddjurs står over for at skulle træffe valg, der får menneskelige konsekvenser. Besparelserne kan ikke undgå at resultere i medarbejderfyringer og serviceforringelser.
»Medarbejderne ønsker at udtrykke stor bekymring for den store økonomiske udfordring/udvikling, som Norddjurs kommune står i, og de konsekvenser dette har for medarbejdernes arbejdspres og generelle arbejdsmiljø,« har medarbejderne i kommunens hovedudvalg skrevet i et høringssvar.
Nu skal der handles
I alt viser budgettet en ekstraudgift på 80 mio. kr. i 2019, hvilket er 79,1 mio. kr. mere end forventet, da budgettet for 2018 blev lagt.
Forklaringen skal ifølge borgmester Jan Petersen (S) dels findes i et fald i indtægter på hhv. skat og beskæftigelsestilskud fra staten som konsekvens af, at der er blevet færre ledige. Dels i at kommunens driftsudgifter er steget med godt 58 mio. kr., fordi udgifterne til førtidspensioner og fleksjob er steget mere end forventet.
Når økonomiudvalget onsdag og kommunalbestyrelsen torsdag går til møde, er opgaven at drøfte indholdet i budgettet og diskutere en række besparelser, der strækker sig fra anlægsstop og skatteforhøjelser til en reducering af kommunens kørselsgodtgørelser.
»Tiden kræver handling. Der er et meget stort behov for at finde en retning for, hvordan det her skal se ud. Både hos borgerne, som skal lide, og medarbejderne, der ikke kan undgå at blive berørt,« siger borgmester Jan Petersen.
Budgettet for 2019 forventes at blive godkendt den 9. oktober.