Ung mand mistænkt for voldtægt af 52-årig
Voldtægten skulle være sket i starten af juli.
Opdatering: Vi har på opfordring af Østjyllands Politi valgt at fjerne billederne af den mistænkte fra denne artikel, da politiet allerede har modtaget henvendelser i sagen, som man arbejder videre med.
Østjyllands Politi beder borgerne om hjælp til at identificere en ung mand, der er mistænkt for at have begået en voldtægt.
Den 7. juli tidligt om morgenen blev en 52-årig kvinde ifølge politikredsen voldtaget af en mand, hun omkring kl. 05.55 havde truffet ved Aarhus Hovedbanegård.
Kvinden har over for politiet forklaret, at hun tilfældigt mødte manden, da hun ledte efter et toilet.
Sammen var de gået på jagt efter sådan et og var i den forbindelse gået ind i en baggård i Rosenkrantzgade.
Her skulle manden angiveligt have først overfaldet og efterfølgende voldtaget den 52-årige.
Det formodes, at gerningsmanden herefter løb fra stedet ad Ryesgade. Han beskrives som:
- Ca. 22 år
- Mørk i huden og somalisk af udseende
- Slank
- Ca. 175 cm høj
- Smalt ansigt og sort, kortklippet hår
- Dansktalende
Personer, der kan hjælpe politiet med at identificere den formodede gerningsmand, opfordres til at kontakte Østjyllands Politi via tlf. 114.