Fortsæt til indhold
Aarhus

Arbejder "hjemme" i lokale fællesskaber

Lokalt forankrede arbejdsfællesskaber skal tiltrække og fastholde indbyggere, som kan spare på pendlerkontoen og arbejde hjemmefra sammen med andre.

ufno

Stenvad Mosebrug, Forsamlingshuset på Hjarnø og Multihuset i Stouby har lagt nye rammer til alternative kontorarbejdspladser. Her kan solo-selvstændige og pendlere mødes for at "arbejde hjemme" sammen med andre fra lokalområdet.

Det skriver Business Region Aarhus i en pressemeddelelse.

De tre arbejdsfællesskaber i de tre små samfund er pilotprojekter for en strategi i Business Region Aarhus, der skal gøre det lettere og mere attraktivt for folk at bo langt fra deres arbejde uden at skulle pendle hver dag. Samtidig vil det knytte folk endnu tættere til de landsbyer, som de bor i.

»Vi håber, at virksomheder i hele Østjylland bliver klar over, at de sagtens kan rekruttere medarbejdere, selvom de bor i Stenvad, fordi vi kan tilbyde deres medarbejdere et attraktivt arbejdssted,« siger chefkonsulent i Norddjurs Kommune, Lene Helbo Bachmann.

Giver lokalt liv på hverdage

I pilotprojektet er der midler til at investere i godt internet, fælles kontorudstyr og indretning. Men driften skal hvile i sig selv, og kulturen skal skabes af de mennesker, som vælger at være der.

Da en gruppe mennesker spurgte Stenvad Mosebrug på Norddjurs, om der var lokaler til et fælles kontor, var den daglige leder Carsten Jensen ikke i tvivl.

»Det giver mere liv til stedet, og vi får kontakt til nogle mennesker, som hver især besidder nogle kompetencer, som vi også kan have gavn af. Det var meget oplagt,« siger han.

Carsten Jensen er også glad for, at han på den måde kan være med til at skabe et stærkere fællesskab omkring det lille landsbysamfund.

Fællesskab og farver betyder noget

I første omgang var det bare en taglejlighed med hvide vægge og grå gulve, der blev taget i brug af en lille gruppe mennesker, der havde mødt hinanden i et landsbyklynge-projekt.

Med midler fra Business Region Aarhus kom der bl.a. farver på væggene, blomster, persienner for vinduerne, opslagstavle, mødefaciliteter og lokalhistoriske billeder fra det gamle mosebrug – og et hurtigere internet.

»Jeg har været med hele vejen, og jeg er rigtig glad for det. Her kan jeg kombinere det landlige med et lidt urbant miljø med sjæl og varme. Her er altid nogen at sparre med og hente inspiration hos, men jeg kan cykle herhen,« fortæller Ikki Lyng, der arbejder for DGI og er selvstændig konsulent ved siden af.

I dag er der fire faste brugere og tre, der kommer lidt løst ind imellem. De fleste er selvstændige. En er kommet der midlertidigt for at skrive en bog. Men med de nye lækre rammer er fællesskabet klar til at invitere flere ind, ikke mindst pendlere.

»Vi skal bare lige have sat ord på, hvilken kultur vi skal have om for eksempel indkøb og rengøring. Det er let, når man kun er et par stykker, men hvis vi bliver flere, skal vi have mere struktur på det,« siger Ikki Lyng.

Fællesskabet i Stenvad er det nyeste af de tre pilotprojekter. Det blev indrettet i foråret 2018. Det er cirka et år siden, Hedensted Kommune fik sat gang i fællesskaberne i Stouby og på Hjarnø.

I Hjarnø forsamlingshus blev der bl.a. etableret en storskærm til onlinemøder, som i øvrigt også bruges af øens beboere til at streame gymnastikprogrammer og kulturelle arrangementer.

»Det er til gengæld ikke blevet brugt så meget som kontorarbejdsplads, og det er nok fordi, det er et forsamlingshus og ikke et egentligt kontor,« forklarer landdistriktskoordinator Susanne Ernst.

Sparer turen til Aarhus

I Stouby Multihus er der etableret fælles kontorfaciliteter, og her bruger bl.a. en læge og en rådgivende ingeniør med jævne mellemrum lokalet.

Linda Jill Peitersen arbejder som ingeniør på Teknologisk Institut i Aarhus. Hun har brugt kontoret i Stouby nogle gange som alternativ til at sidde hjemme ved spisebordet. Det sparer hende for lang køretid og kø på motorvejen, samtidig med at hun oplever et arbejdsfællesskab.

»Når man er flere i byen, der arbejder hjemme, så kan man lige så godt mødes. Det er stadig rart at komme hjemmefra vasketøjet og hen til et kollegialt fællesskab. Her er der desuden fælles faciliteter, hæve-sænke-borde og mere stabilt internet end hjemme. En stor gevinst er, at man får indsigt i andre faggruppers arbejde. Der er en læge og en jurist og andre forskellige erhverv, som bruger det til hjemme-kontor-arbejde. Det giver nye indtryk, for eksempel ser man, hvilke IT-redskaber de benytter. Det kan man godt have gavn af,« siger hun.

Hun har brugt det tre gange, men vil gerne bruge det oftere.

»Hvis jeg ikke har fået lavet en aftale med de andre pendlere, så bliver jeg hjemme, for det er alligevel trist at sidde der alene. Det skal nok have lidt mere tid. Det kunne være en fordel, hvis der var nogle enmandsfirmaer eller andre, der var der mere fast, så man vidste, at der altid var nogen,« forklarer hun.