Fortsæt til indhold
Aarhus

FDM: Bilejere kan have ret til erstatning efter p-koks

Hvis en bilejer har tabt penge, fordi bilen i fredags blev fanget i Dokk1’s parkeringsanlæg, kan der i nogle tilfælde være udsigt til kompensation.

Det er muligt at få erstatning, hvis en bilejer har lidt et tab, fordi bilen i fredags var lukket inde i det nedbrudte automatiske parkeringsanlæg under Dokk1 på Aarhus Havn.

Det fastslår juridisk konsulent Dennis Lange fra bilejernes organisation, FDM.

»Som udgangspunkt har man ret til erstatning, hvis man har lidt et økonomisk tab. Men flere forhold gør sig gældende. Bl.a. har man en tabsbegrænsningspligt, og kravet skal i sidste ende vurderes af en dommer,« fastslår han.

Ifølge den juridiske konsulent kan man i mange tilfælde blot lade bilen stå og tage en taxa og derved undgå at lide tab, men der er eksempler, hvor en bilejer ikke har den mulighed, understreger han.

Aftalebrud

»Hvis man har solgt bilen, og den netop den dag skulle byttes med en ny hos en bilforhandler, kan man ikke overholde leveringsaftalen. Det kunne som et tænkt eksempel i sidste ende udløse et erstatningskrav, som man så kan rette videre,« forklarer han.

Det er meget sjældent, at man kan få erstatning for tabt tid. Det skal faktisk nærmest aldrig.
Dennis Lange, juridisk konsulent hos FDM

»Man kan også forestille sig en kørende sælger, som går glip af en arbejdsdag i bilen, fordi bilen ikke har været tilgængelig. Og så skal man stadig kunne dokumentere, at man er gået glip af nogle kundeaftaler, hvis man skal kunne få erstatning,« pointerer Dennis Lange.

Kan man få erstatning for de timer, man forgæves har ventet, og hvor man måtte tage tilbage og hente bilen dagen efter?

Tabt tid erstattes ikke

»Det er meget sjældent, at man kan få erstatning for tabt tid. Det kan man faktisk nærmest aldrig. Helt almindelige mennesker, som spilder en halv eller hel dag på det, har ikke rigtig noget at komme efter,« forklarer den juridiske konsulent.

Der var 700 biler i Dokk1’s parkeringskælder, da der fredag ved 15-tiden opstod softwareproblemer i det tekniske anlæg, som styrer den fuldautomatiske parkeringskælder. På det tidspunkt var mange taget på havnen for at se havkapsejladsen Volvo Ocean Race, som kort efter var forbi.

Systemet var først oppe at køre igen lidt før midnat, og ifølge vagtselskabet Securitas, som står for driften af anlægget, var alle biler, som var blevet fanget i kælderen, afhentet igen lørdag kl. 14.00.

I første omgang tilbød Securitas at betale kundernes transportomkostninger. Hvor stort et direkte tab, nedbruddet kommer til at løbe op i i form af taxa-regninger og andre krav fra kunderne, har Securitas’ kommunikationsansvarlige Christina Jacobsen ikke overblik over.

Evaluering i denne uge

»Vi afventer stadig at høre fra mange af de 700 personer, der havde deres biler parkeret i anlægget på det tidspunkt i fredags. I løbet af ugen får vi et bedre overblik over den økonomiske konsekvens,« fortæller hun.

Realdania By og Byg, som ejer anlægget, Securitas og firmaet, der har leveret softwareløsningen, skal ifølge Christina Jacobsen mødes hurtigst muligt.

»Vi finder et tidspunkt i denne uge, hvor alle parter kan deltage. Vi er interesseret i at få en hurtig evaluering af forløbet,« understreger hun.