Fortsæt til indhold
Aarhus

Omstridt lejlighedsbyggeri på Trøjborg godkendt

Trods naboprotester har byrådet godkendt lejlighedsbyggeri i fem etager på Peder Skrams Gade.

Et hus og en række garager på Peder Skrams Gade 53 bliver revet ned, og et nyt lejlighedsbyggeri i fem etager bliver opført.

Det besluttede et byrådsflertal onsdag på trods af protester fra 25 naboer til den kommende bygning og kritik fra Lokalt Kulturmiljøråd, som kalder byggeriet »for voldsomt, utilpasset og ude af skala i forhold til den omgivende bebyggelse«.

»Byggeriet ser anderledes ud end de gamle smukke bygninger på Trøjborg. Det er vigtigt at stille høje krav til kommende boliger, som vi skal være stolte af om 20-30 år. Det har der været fokus på i byggeriet. Skal der være plads til alle, skal vi bo tættere, og fortætningen skal ske langs letbanen, så man kan transportere sig mere grønt. Derfor tiltræder Socialdemokratiet indstillingen,« sagde Louise Lindskrog (S) på byrådsmødet.

Stedet er et hul

Projektet er flere gange blevet reduceret i omfang og ændret, og teknikrådmand Bünyamin Simsek (V) var glad for, at Socialdemokratiet nu bakker op om byggeriet. Han sagde på mødet, at hvis man er glad for en udsigt over en grund, som man ikke selv ejer, skal man sørge for at købe grunden.

»Stedet er i dag et hul, som grundejeren endnu ikke har udnyttet. Det har grundejeren nu bedt om lov til, og det er det mest naturlige sted at bygge lejligheder. Stedet er ikke et grønt område. Det er et hul i karréen med en garage,« sagde han.

SF, EL og DF støttede til gengæld ikke byggeriet.

»Vi er enige i, at det er acceptabelt, at der bygges på grunden. Men vi mener, at det her er et meget markant byggeri med meget markante påvirkninger for indsigtsforhold og luft omkring byggeriet,« sagde Jan Ravn Christensen (SF) og blev bakket op af Keld Hvalsø (EL):

»I dag har vi et sted, som borgere mener er et grønt åndehul. Har man krav på det? Nej. Skal vi fortætte byen? Ja. Spørgsmålet er, hvor meget man skal fortætte. Vi bygger højere og højere. Vi så gerne, at man tog en etage af byggeriet, og vi synes, det er ærgerligt, at det er så svært for borgere at få indflydelse på byggerier.«