Flertal positivt stemt for en stor havneudvidelse
S og SF mener, at Aarhus Havn skal fremtidssikres ved en stor udvidelse. Der er planer om næsten en fordobling af havnens areal.
Aarhus Havn er blevet en kæmpe succes, og nu er det på tide at planlægge en udvidelse. Det mener Ango Winther (S), der til byrådsmødet onsdag konstaterede Socialdemokratiets klare opbakning til en havneudvidelse:
»Da vi i 1997 vedtog helhedsplanen for Aarhus Havn var det med håb om, at den kunne blive en succes. Det er havnen blevet, og den skal have plads i fremtiden.«
Selvfølgelig skal vi investere i fortsat at have en attraktiv havn.Jan Ravn Christensen, byrådsmedlem for SF
På Østhavnen har Aarhus Havn i dag omkring 1.800.000 kvadratmeter. Den nye plan om en ny udvidelse hedder Yderhavnen og vil tilføre yderligere 1.400.000 kvadratmeter til anlægget.
Også SF nikkede til idéen om en udvidet havn.
»Vi har en havn, der skaber beskæftigelse for 10.000 mennesker. Selvfølgelig skal vi investere i fortsat at have en attraktiv havn. Planen skal sikre havnen de næste 30-40 år, så det er interessant at få belyst, hvordan vi sikrer en relevant plan om så lang tid, så vi sikrer at havnen følger med udviklingen,« sagde Jan Ravn Christensen.
Til at begynde med skal Aarhus Byråd tage stilling til en VVM-undersøgelse for havneudvidelsen i sydøstlig retning i forlængelse af den eksisterende Østhavn. Projektet er så stort, at det er delt i tre etaper og anslås at ville tage i alt 40 år at gennemføre.
Byrådet sendte forslaget til behandling i teknisk udvalg, men inden da slog Venstre fast, at man ser med skepsis på den store havneudvidelse.
»Ønsker vi at beskytte og bevare byens unikke områder, eller ønsker vi en enorm kommunalt ejet havn? Hvis man trækker en streg fra udvidelse mod øst ind mod land, bliver der ingen udsyn ud over bugten før et godt stykke inde i Marselisborg Skov,« sagde Heidi Bank.