Fortsæt til indhold
Aarhus

Problemer med vandforsyningen i Odder

Gamle rør har givet vandmangel i Odder. Forbedringer på vej.

Tirsdag stod store dele af Odder og opland uden vand. Og det er ikke første gang i den seneste tid, at Odder-borgerne måtte udskyde kaffebrygning eller bad pga. mangel på vand.

Tirsdagens vandmangel skyldtes, at man i forbindelse med etablering af en ny fjernvarmeledning kom til at ramme en vandledning. Det fortæller direktør i Odder Forsyningsselskab Jim Friis.

Det tog kun omkring en time at genetablere vandet til langt hovedparten af borgerne igen, men vandafbrydelsen efterfølger en lang række tidligere vandafbrydelser i kommunen.

På Facebook-siden 8300 Hjælp Odder skriver medlemmerne om alt mellem himmel og jord, der berører livet i Odder. Herunder vandmangel. Så sent som 10. juni skrev ét af medlemmerne: "Er vi bare uheldige? Vi flyttede til Odder februar 2017 og har siden haft vandafbrydelse pga fejl 4-5 gange."

I svarene til opslaget kan man læse, at det gør sig gældende for flere.

Og direktør i Odder Forsyningsselskab Jim Friis medgiver, at der har været nogle udfordringer med vandet i især det vestlige Odder ved Frederikshaldvej. Det skyldes, at selskabet for halvandet år siden tog et vandreservoir ud af drift. Det kan have skabt et andet tryk i rørene, som to gange det seneste år har resulteret i sprængte rør.

»Vi har nogle ældre rør i det område, som er sprunget to gange. Det er udfordrende,« siger han og forklarer, at man er nødt til at lukke for vandet for at reparere rørene.

Det har berørt omkring 800 husstande. I øjeblikket er forsyningsselskabet ved at undersøge, hvorfor rørene sprænger. Indtil man har en forklaring er der sørget for, at hovedparten af de berørte husstande kan forsynes fra andet sted.

»Så fremadrettet vil der være færre som rammes, hvis vi skulle være så uheldige, at det sker igen.«