En folkefest efter planen
Mandagens royale løb får ros efter et vellykket program med glade løbere. Alt forløb roligt, lyder det fra Østjyllands Politi.
Over 12.000 mennesker med løbesko og kongekroner i plastic passerede mandag målstregen på Frederiks Allé ved kronprinsens fødselsdagsløb, Royal Run.
»Det var et fantastisk smukt løb,« lyder det fra 64-årige Bill Albrets efter den overståede mil. Han har taget turen fra Silicon Valley i Californien sammen med sin hustru for at besøge nogle venner i smilets by. Da han hørte om fødselsdagsløbet, var han ikke i tvivl om, at hun skulle deltage. Og selvom Danmarks kommende konge løb fra Bill Albrets, var løbet nu alligevel en succes.
»Vejret var jo skønt, og det var godt arrangeret,« lyder det fra Bill Albrets, der gerne besøger Danmark sammen med sin hustru hvert andet år. De kan godt lide danskerne og »den smukke natur«. Og løbet var ingen undtagelse.
»Jeg har også løbet i Californien. Dette her var meget bedre,« fortæller Bill Albrets. Amerikaneren fik dog ikke set den danske kronprins, inden han hastede med helikopter videre til det næste løb i Esbjerg.
Højt humør og medaljer
Hos Østjyllands Politi er man enig med Bill Albrets i, at det var en god dag i Aarhus.
»Det var en dag med godt vejr og en masse glade mennesker. Alt forløb stille og roligt. Så der var ikke meget at lave for os,« fortæller Bo Christensen, vagthavende ved Østjyllands Politi.
Thomas Glud fra Dansk Atletik Forbund og løbsansvarlig hos Royal Run Aarhus var også godt tilfreds efter det store arrangement. Han var særligt overrasket over de mange tilskuere på Frederiks Allé og i Jægergårdsgade.
»Jeg har været med til at arrangere rigtig mange løb efterhånden, men der var en helt unik stemning ved dette løb, som jeg ikke har oplevet før. Vi har fået meget positiv feedback fra både løbere og publikum,« lyder det fra Thomas Glud.
Efter målstregen kunne de mange løbere i kongeblå T-shirts se frem til lidt forfriskninger i form af frugt, proteinboller og kolde drikke. Og så var der selvfølgelig en stor medajle til at tage om halsen til alle, der gennemførte.
»Jeg er meget glad for min medalje. Den skal jeg have med hjem og hænge op på væggen,« griner Bill Albrets.