Salling vil samle millioner til nye projekter i Aarhus
Trods navneskift og nyt ejerskab i Dansk Supermarked Group er ambition hos fonden bag, at den også fortsat vil støtte kulturlivet og andre formål i Aarhus.
En ny og selvstændig tilværelse under andet navn skal fortsat sikre millioner fra dansk dagligvarehandel til kultur- og bylivet i Aarhus. Det fastslår formanden for ejerfonden bag Dansk Supermarked Group, som netop har lanceret et nyt navn for storkoncernen – Salling Group.
Dermed vender koncernen, der også har hovedsæde i Aarhus, tilbage til rødderne. Den ejes nemlig nu 100 pct. af Salling-fondene, der har købt den hidtidige storaktionær A. P. Møller-Mærsk ud over en årrække og med den sidste del i 2017. Samtidig henviser det nye navn til stifterne af koncernen – Ferdinand og Herman Salling.
Salling Fondene har siden 2012 – ud over at investere i koncernens aktier – doneret 850 mio. kr. til kunst, kultur, sport og andre almennyttige formål. En væsentlig del er gået til projekter i Aarhus, hvor det seneste er et kommende havnebad, der efter planen skal tages i brug i sommerens løb.
Ifølge Jens Bjerg Sørensen, der er formand for Salling-fondene – og adm. direktør i industrikonglomeratet Schouw & Co - kan Aarhus fortsat se frem til millioner fra fondene.
»Vi har altid haft det fokus, at virksomheden kommer først, og der skal investeres i at sikre den er konkurrencedygtig samt kan fastholde kunderne. Det, som ikke investeres i virksomheden, bruges som donationer oppe i fondene. Vi regner med, at der også på den lange bane vil blive tjent fornuftige penge i koncernen i det nye setup. Så der bliver også muligheder fremadrettet for at støtte kulturlivet i Aarhus,« siger Jens Bjerg Sørensen.
Han afviser at sætte beløb på, hvor meget fondene forventer at kunne give i donationer de kommende år.
Salling-formanden vil heller ikke komme med bud på, hvilke Aarhus-projekter, som fondene kigger på efter havnebadet. Jens Bjerg Sørensen siger:
»Den slags kan vi ikke afsløre. Men vi vil da gerne være med til fortsat at sætte Aarhus på landkortet – også gennem store, spændende donationer.«
Dansk Supermarked Group blev etableret i 1964 på baggrund af et partnerskab mellem Herman Salling og A.P. Møller. Dagligvarekoncernen købte sig i 2014 til selvstændighed, da Salling-Fondene overtog aktiemajoriteten fra den hidtidige hovedaktionær, A. P. Møller – Mærsk og fik øget ejerandelen til 81 pct. I fjor blev de resterende 19 pct. overtaget.