Helt skudt i bukkejagt
Onsdag ved solopgang startede første del af årets bukkejagt. Og klokken 10 ærede seks jagthornsblæsere otte nedlagte dyr foran Odder Museum, som også havde inviteret skoleklasser og børnehavebørn med til paraden.
Far og søn-parret, bukkejægerne, Tommy og Kim Abraham, begge med adresse i Odder, var tidligt oppe onsdag morgen. Klokken 03.30 var det ud af fjerene for at kunne sidde klar på deres jagtstole i et skovstykke ved Skanderborg i god tid inden solopgang, der på denne skovs breddegrad onsdag præcis var klokken 05.07.
For os er 16. maj, hvor jagten går ind, som juleaften - en helligdag.Tommy Abraham, jæger
Her sad de så nogle timer uden at løsne et skud.
»Men jeg så da tre bukke. Den ene var lige til at skyde, en fin seksender (jagtsprog for en buk, der kun sjældent bliver bedre. Red), men som desværre ikke gik på vores jagtstykke,« fortalte Kim Abraham, der har været inkarneret jæger, siden han som 16-årig fik jagttegn.
Faren kunne tilføje, at det bestemt ikke ødelagde dagen, at de ikke fik nedlagt noget.
»På vores jagtstykke må vi hver kun skyde en buk i forårssæsonen, så det er jo så lidt tidligt at få det overstået. Men vi hyggede os og så da også andre dyr - bl.a. en grævling. For os er 16. maj, hvor jagten går ind, som juleaften - en helligdag. Vi tager fri fra arbejde, så vi kan være med på jagten, men også efterfølgende på Odder Museum, hvor byens jægere mødes,« sagde Tommy Abraham, der bekræftede, at bukkejagt har en speciel plads i hjertet hos de fleste jægere, og at arrangementet er fint til at udveksle jægerhistorier:
En kunne således fortælle om en gang, hvor en buk løb ind i ham, så han brækkede en skulder. En anden fortalte om en gang, hvor - lige da han skulle til at skyde - kunne se bukken falde om, fordi en anden havde været hurtigere på aftrækkeren . Og en trejde fortalte om den gang... osv., osv.
På sæsonens første jagt nedlagde odderjægerne otte bukke, der på en bund af gran var lagt på lit de parade til alles beundring.
Blandt beundrerne var en række børnehaver og skoleklasser fra Odder. De blev undervist af museets naturvejleder, Ole Sørensen, der fortalte om bukkenes liv og anatomi, og om konsekvenserne - sult og sygdom - hvis Danmarks vildtbestand på 500.000 dyr får lov at vokse uhindret.
»Børn har godt af at blive rusket og rustet. Så i dagene op til i dag har vi talt om, at jagt ikke kun er synd for dyrene. Jagten er med til at holde bestanden sund,« sagde Anne Bille Veie, lærer for en tredje klasse på Skovbakkeskolen:
»Og så bruger vi jo gerne byen og byens tilbud i undervisningen«, tilføjede hun.
Et budskab en anden morgengæst på museet var glad for at høre:
»Det er jo et fantastisk arrangement. Hyggeligt for jægerne og skønt at det bruges af vores børn,« sagde Odders borgmester Uffe Jensen, der var debutant til jægersamling.
Hans modsætning i den sammenhæng er familien Abraham, der har været med i alle de omkring 25 år jægerne fra Odder har haft tradition med at mødes efter første bukkejagt. Både far og søn, men fru/mor Linda. Hun er nemlig også jagtinteresseret - hun er hundefører ved rævejagter.
Og at jagtinteressen er stor viser svaret på spørgsmålet; »Hvornår skal I på jagt igen?«
»Senest torsdag morgen. Måske allerede i aften, onsdag.«