Fortsæt til indhold
Aarhus

Årets sjoveste og letteste 10 km: En løbetur med og uden prinsen

Knæet brokkede sig marginalt, men en heppende folkefest og gourmetdepot gjorde de 10 km pinseløbetur for og med kronprinsen til årets sjoveste og mindst anstrengende.

Min til dato tungeste og mest prangende medalje ligger foran mig og stråler med en lille krone som vedhæng, mens sveden er tørret ind til små saltkrystaller på huden, nu jeg skriver dette: En personlig løbeberetning fra Royal Run, kronprins Frederiks 50 års fødselsdagsfejring med folket i Aarhus.

1 km: Der er han sgu

Min løbebuddy og jeg hører ikke til de højeste, så da vi stod ved Musikhuset og ventede på at blive skudt i gang, bød udsigten ikke på meget andet end en massiv mængde af ventende løbere iført lilla T-shirts. Ingen af os forventede at se dagens hovedperson blandt de tusindvis af tilmeldte løbere. Men da vi klokken godt 11.10 luntede over ”start” på Frederiks Allé, tog jeg mig selv i at udbryde, at ”der er han sgu!” For lige dér, på et podie til højre og en lang armslængde fra mig, stod ham, vi alle løb for, kronprins Frederik, og smilede og vinkede os afsted, før han selv løb afsted.

Selvom der var godt over 10.000 løbere til løbefest fik de fleste et glimt af kronprinsen, der smilede og vinkede alle afsted - om det så var på familiestrækningen One Mile eller 10 km. Foto: Mikkel Berg

Turen ud ad alléen til stadion, omkring og helt tæt på Marselisborg Slot, ind ad Kystvejen og ned ad Bruuns Gade og Ryesgade var en skøn tur på brede veje, hvor benene blev strakt godt ud og løb så stærkt, de ellers ville have gjort. Jeg har efterhånden løbet mange løb - både hel- og halvmaratons og diverse eventløb, og det giver altid lidt ekstra motivation og fart i benene at befinde sig midt i et løbefællesskab. Og hvem bliver ikke lidt ekstra motiveret af at blive overhalet af en løber iklædt krone eller en gangbesværet kørestolsbruger, der også vil med på de 10 km.

Royal Run var vitterligt en folkefest. På Skolegade sørgede én af barerne for at spule vand i hovedet på os varme motionister, mens vi på Jægergårdsgade blev jublet igennem og tilbudt noget, der lignede små kolde fadøl.

Det royale gourmet-depot bød på kam af gris, Thyborøn ravost, insektsnacks og boblende hyldeblomstdrik serveret i champagneglas. Foto: Mikkel Berg

8 km: Skal man snacke eller løbe?

Det er ikke til et løb som Royal Run, man sætter personlig rekord, så jeg havde planlagt at bruge lidt tid i gourmetdepotet, der lokkede med Thyborøn-ravost, dessertchokolade og frugtdrik på Bispetorvet. Men konkurrencemennesket i mig tog over, så det blev ikke til mere end et glas boblende hyldeblomstdrik serveret i champagneglas - og det er faktisk også ret luksuriøst efter 8 km i bagende sol.

Ikke overraskende var der trængsel på den sidste mile, hvor 10 kilometerløberne og One Mile-deltagerne mødtes på Rådhuspladsen om at tage den sidste distance sammen. I gåseluntetrav gik det i zigzag mellem barnevogne og familier, der samlede sig som en farvestrålende mængde ad Frederiks Allé, hvor jeg til musik og hujen kom i mål med en tid på 57.04. Tak for festen og tillykke til kronprinsen.