En oplevelse med spræl, gys og latter
Næste års hovedforestilling gemmer på en særlig udfordring, når musicalklassikeren ”The Rocky Horror Show” indtager den store sal i Aarhus Teater.
Hvis traditionen holdes i hævd, vil man næste år kunne støde på udklædte teatergængere i den gamle kulturbygning, når det store underholdningssats i Aarhus Teater løber af stablen i 2019.
Den verdensomspændende rockmusical ”The Rocky Horror Show” bliver nemlig genopført på teatret og kan ses fra d. 3. maj næste år. Tirsdag blev billetterne sat til salg.
Skal publikum være med?
Stykket har tradition for at inddrage publikummet, der bl.a. klæder sig ud som karaktererne, sprøjter med vandpistoler, smider toiletpapir ud over rækkerne og kommenterer på handlingen undervejs. Nogle steder har teatergængerne kunnet købe udstyr ved indgangen.
Oprindeligt er det en kultmusical, hvor publikum f.eks. har været klædt ud, kommer med udbrud og gør brug af effekter undervejs, og det er vi ved at undersøge, hvordan vi skal forholde os til.Trine Holm Thomsen, direktør, Aarhus Teater
Det ligger endnu ikke fast, hvordan Aarhus Teater vil løfte publikumsdelen, men teaterdirektør Trine Holm Thomsen ser frem til at kigge nærmere på mulighederne.
»Oprindeligt er det en kultmusical, hvor publikum f.eks. har været klædt ud, kommer med udbrud og gør brug af effekter undervejs, og det er vi ved at undersøge, hvordan vi skal forholde os til,« siger hun.
Der bliver i forvejen eksperimenteret med, hvordan tilskuerrækkerne kan inddrages på forskellige måder i den mindre sal Studio på teatret. Men trods erfaringerne skal flere ting undersøges, før den klassiske musical rykker ind på den store scene.
»Jeg synes altid, det er sjovt at undersøge publikumsdimensionen. Og selv, hvis vi ikke interagerer med publikum i vores forestillinger, så er de meget med i vores bevidsthed. Det her er en musical, som giver mulighed for at have publikum med i tankerne også, så må vi se, hvor vi tager det hen,« siger Trine Holm Thomsen.
Det perfekte monster
”The Rocky Horror Show” er Richard O’Briens humoristiske genfortolkning af den velkendte ”Frankenstein”-fortælling og handler om det nyforlovede par, som punkterer og farer vild i en stormfuld skov. De søger ly på et nærliggende slot, hvor den gale videnskabsmand Dr. Frank’N’Furter huserer. Tro mod den originale ”Frankenstein”-historie afslører han sit nykreerede monster, som i denne udgave er den platinblonde, perfekte muskelmand, ”Rocky Horror”.
Musicalen så første gang dagens lys i 1973, da den havde premiere på The Royal Court Theatre i London. Siden er den blevet genopført utallige gange verden over, og Trine Holm Thomsen ser frem til, at Aarhus Teater skal prøve kræfter med klassikeren:
»Først og fremmest er det en rigtig god musical med god musik, fest, gys, gru og humor. Derudover er det en god musical at lave for Aarhus Teater, der har egne skuespillere, for der er virkelig gode roller i den. Og hele det her blik på kønnet, synes jeg også er interessant.«
Trine Holm Thomsen fremhæver, at musicalen generelt giver et arbejde med skæve og originale karakterer og mindre stereotype roller.
I øjeblikket fylder bandeslagsmål og 50’er-frisurer den store sal på Aarhus Teater med musicalen ”West Side Story”. Men når forestillingen rykker til Aalborg den 19. maj, flytter et hold håndværkere ind fire dage senere. Teatret skal nemlig renoveres, og den store sal skal brydes ned og bygges op igen med det allernyeste, tekniske udstyr, som vil gøre Aarhus Teater til et af de mest teknisk avancerede i Europa.
»Det er for tidligt at sige, hvordan vi kommer til at anvende den nye teknik, som vi får på Store Scene her til efteråret. Men der ligger mange sceniske og visuelle muligheder i moderniseringen af teknikken,« siger hun og tilføjer, at de nye virkemidler skal vises frem i en forestilling til efteråret.
Den førstkommende forestilling med den nye teknik er endnu ikke offentliggjort.