Fortsæt til indhold
Aarhus

Frustrerede it-firmaer: Nyuddannede mangler basale færdigheder

Tre firmaer med base i Aarhus har i et partnerskab med Google og Aarhus Universitet oprettet praktikopholdet Digital Academy. Ansøgningsfristen er den 18. april.

De er nyuddannede og burde derfor kunne mestre det nye inden for sådan noget som digital markedsføring, dataanalyser og softwareprogrammering.

Men virkeligheden ser markant anderledes ud i it-klyngen Katrinebjerg ved Aarhus, hvor flere firmaer nu har oprettet et digitalt akademi i frustration over, at universitetsfolk med teknologiske eksamensbeviser ikke er bedre til at overføre teorien til praksis.

»De er simpelthen ikke dygtige nok. Teorien er på plads, men de har ikke en tilstrækkelig fyldt faglig værktøjskasse. Det er selvfølgelig en stor udfordring for os, når vi skal bruge det første halve år af en ansættelse på at færdiggøre deres uddannelse,« siger Henrik Løvig, adm. direktør for North Media Online.

Sammen med BoligPortal.dk og LeadSupply tilbyder North Media Online derfor de studerende en plads på Digital Academy fra august til december med ansøgningsfrist den 18. april. Undervejs vil de optagne kandidater modtage oplæg fra eksperter samt blive tilbudt en felttur til Googles europæiske hovedsæde i Dublin.

Praktikanterne får frokost og drikkevarer, men derudover er opholdet ulønnet. Det betyder dog ikke, at det er en gratis omgang for deltagerfirmaerne, for de forpligter sig eksempelvis til at bruge mindst 30 pct. af tiden på læring, gruppearbejde og udvikling af kompetencer, lyder det fra Andreas Linde, adm. direktør hos LeadSupply.

»Vi tillader os at være mere ambitiøse på de studerendes vegne. Vi ser gerne, at flere uddannelsesinstitutioner og virksomheder strammer op omkring praktikken, så de studerende ikke blot sidder i et hjørne og skriver webtekster,« siger Andreas Linde.

Udover Google har Digital Academy allieret sig med Aarhus Universitet og Erhvervsakademi Aarhus som partnere. Lektor Morten Rask, som har ansvaret for kandidatuddannelserne på Institut for virksomhedsledelse ved Aarhus Universitet, erkender begrænsningerne.

»De grundlæggende færdigheder afhænger jo af, hvor de studerende får job, og hvordan udviklingen er inden for det felt. Derfor er vores vigtigste opgave at give dem teoretiske færdigheder, som de kan bruge til at forstå og analysere forskellige problemstillinger. Uden nødvendigvis at have de faglige færdigheder fra dag ét,« siger Morten Rask, som af samme grund ser praktikopholdet som et godt supplement til studiet.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Finans.