Piberne i domkirkens orgel skal have en anden lyd
Lapperier, musikalske modeluner, dødsulykker og almindeligt slid har sat synlige og hørbare spor på orglet i Aarhus Domkirke. Danmarks største kirkeorgel står foran en omfattende restaurering.
Som domorganist i Aarhus Domkirke må Kristian Krogsøe have et drømmejob. Ingen af kollegerne i de andre danske kirker har så stort et orgel som ham. Det er blevet sammenlignet med orglet i Notre Dame i Paris. Når han spiller, er det for en stadig større menighed. Kirkens kor er blandt landets bedste. Alligevel er Kristian Krogsøe ikke helt tilfreds.