Eventyret om den ydmyge østjyde der fandt sin indre boss

I de spæde teenageår var det endnu kun en utopisk drøm i Stine Bramsens hoved, at hun en dag kunne leve af sin store passion, musikken. Ikke desto mindre startede hun sit første band i 2. klasse og sang flere gange solo foran hele skolen gennem folkeskoleårene. De mange klap på skulderen gav blod på tanden, men alligevel fik den ydmyge stemme i hovedet overbevist hende om, at det hele kun var en drøm.

»Som jeg skrev i sangen ’keep dreaming’, så var jeg jo en lille pige fra Ry, der voksede op et sted, hvor man ikke råbte højt om, at man skulle være popstjerne. Så det var slet ikke en mulighed i mit hoved. Men selvfølgelig piblede drømmen i mig.«

Da hun gik i 2.g og så et opslag, hvor nogle drenge søgte en korpige, tænkte hun derfor at det var perfekt. Så var der stadig tid til at passe studiet, hvor især fransk var interessant. Bandet hed Alphabeat, og den ydmyge pige blev skubbet ud af bagdøren, da danskerne forelskede sig hovedkulds i det festglade band, og holdet drog mod hovedstaden, inden Stine Bramsen egentlig følte trang til at forlade det sikre Østjylland.

Den indre boss

I dag har Stine Bramsen forladt Ry-drengene og er sprunget ud som solist med eget navn. Hun skal lørdag aften spille på den store scene i Musikhuset i Aarhus, og meget har ændret sig siden hun turnerede med Alphabeat.

»Det har været en stor udfordring for mig at skulle tage teten selv, hvor vi før var et demokrati. Så jeg skulle lære mig selv at være bossen på scenen men også bagved. Jeg har kunnet mærke en tyngde på mine skuldre over, at det kun er mig, som skal løfte det nu,« siger hun og tilføjer, at det både har været spændende og nødvendigt.

Den strukturerede lederrolle kom dog ikke naturligt til Stine Bramsen, som kalder sig selv et ”sammensat menneske”:

»På nogle måder er jeg stadig en teenager, der ikke kan finde ud af at rydde op på mit værelse, og når jeg har lavet mad ligner køkkenet et bombet lokum. Så jeg overrasker dem, der kender mig godt, når jeg så står på scenen eller træffer de svære beslutninger om at skifte nogen ud i bandet. Der har jeg måtte vokse,« siger hun med en erkendelse af, at det har været styrkende at finde den anden side af sig selv.

Som at starte forfra

Overgangen til solokarrieren har på mange måder mindet om at starte forfra, fortæller Stine Bramsen. Men det er ikke noget, hun ikke har prøvet før.

»Da vi drog til England var der ikke en pind, der anede hvem vi var, så vi spillede pludselig kun for ti mennesker og skulle bygge det op. Så det har jeg lidt ballast i, og det gjorde det lidt nemmere ikke at lade sig slå ud i starten,« fortæller hun.

Men der er også kommet noget mere positivt og uventet ud af skiftet.

»Noget af det fedeste ved at gå solo var faktisk at komme tilbage til den nervøsitet, som giver nerve. Følelsen af at der virkelig er noget på spil igen,« siger hun.

En sårbar tid

En af Stine Bramsens fem nye sange handler om en sårbar tid i hendes liv, og hun føler sig stadig ikke helt klar til at stå på scenen og fortælle om den egentlig baggrund for teksten. Men hun kommer stadig til at synge ordene, som handler om episoden efter sin søns ulykke, hvor han faldt ud af et vindue på 1. sal.

»Sangen der hedder ”Don’t judge me” er helt klart den mest personlige sang. Det var en voldsom ting for vores lille familie, men samtidig havde alle en mening om, hvad vi skulle have gjort anderledes, og hvor dårlige forældre vi var. Det var ret sindssygt.«

Hun understreger, at følelsen af at blive dømt af andre både kan være stærk som teenager i en lille landsby som Ry, men også hos voksne, og derfor vil mange kunne relatere til budskabet.

»Jeg tror der er mange, som har følt sig misforstået og haft lyst til at fortælle alle, hvad der egentlig er sket. Jeg synes, at jeg har fået knækket, hvordan jeg også kan skrive nogle sange, som handler om noget vigtigt og stort,« siger hun.