Kommunens priser har skræmt byens sidste plejefirma væk
Plejefirmaet Aleris siger stop, når Aarhus Kommune indfører en ny ordning med lavere pristaktser. »Det kan ikke køre rundt,« lyder det.
For fremtiden kan de ældre i Aarhus Kommune ikke længere vælge at få deres hjemmepleje gennem den private leverandør Aleris Omsorg, som de har kunnet de seneste tre år. Virksomheden vil nemlig ikke søge godkendelse som fritvalgsleverandør under godkendelsesmodellen, når dens kontrakt med kommunen udløber den 31. marts 2018, fordi Aleris mener, at de udbudte priser er for lave.
»Vi har efter grundige overvejelser måttet konstatere, at de aktuelle, udbudte priser i godkendelsesmodellen ikke er tilstrækkelige til at levere pleje og omsorg på et kvalitativt tilfredsstillende niveau og samtidig sikre en sund drift. Det vil give et underskud, hvilket vi ikke vil risikere,« forklarer Miriam Toft, adm. direktør, Aleris Omsorg.
Hjemmeplejefirmaet er byens sidste private fritvalgsleverandør, så hvis ikke et andet firma søger godkendelse inden for de angivne rammer, vil borgerne ikke længere kunne vælge hjemmepleje fra et privat firma.
Godkendelsesmodellen
Aarhus Kommune indfører den 1. april over til en ny ordning, som kaldes godkendelsesmodellen, hvilket betyder, at de private leverandører skal holde sig under en pris, som er beregnet ud fra det beløb, som kommunen selv vil kunne udføre arbejdet til.
»Prisen er sat ud fra et politisk ønske om, at man ikke vil sætte flere penge til ved at have private leverandører. Og det har Aleris vurderet, at man ikke kan levere til den pris. Vi håber og regner med, at andre ønsker at søge godkendelse. Der er allerede et firma, der har søgt, og flere kan komme til hen ad vejen,« lyder det fra Charlotte Storm Gregersen, økonomichef i Sundhed og Omsorg.
Aleris Hjemmepleje har været fritvalgsleverandør i Aarhus Kommune i knap tre år efter at have vundet udbuddet i 2015 sammen med de to andre private leverandører BR Service og Hjemmehjælpen A/S, der imidlertid er gået konkurs i hhv. 2016 og 2017.