Rådet for ældre borgere ønsker bedre forhold
Ældrerådet i Aarhus vil arbejde for bedre mad og mere omsorg i plejeboliger og i hjemmeplejen.
Et nyt ældreråd i Aarhus skal sikre bedre pleje for de ældre. Det omfatter bl.a., at de aarhusianske plejeboliger og hjemmepleje om fire år vil have oplevet et løft i plejen og omsorgen.
»Os der sidder i Ældrerådet er ikke eksperter, men vi kan med nye øjne se på, hvordan vi kan skabe bedre pleje for de ældre. Vi vil være med til at drive en udvikling, der højner kvaliteten og tilfredsheden,« siger Jan Radzewicz, der i sidste uge blev genvalgt til formand for Ældrerådet. Han blev valgt efter en lodtrækning mellem ham og Kirsten Engell, da de fik lige mange stemmer. Kirsten Engell er nu valgt til næstformand.
De næste fire år vil han sammen med 13 andre medlemmer af det nye Ældreråd arbejde på, at både plejehjemmene og hjemmeplejen i fremtiden vil kunne tilbyde bedre mad til de ældre. Hjemmelavet mad alle ugens syv dage er et krav, og også hjemmeplejens madservice skal have et kvalitetsløft.
»Borgerne i eget hjem, som får færdiglavet mad, skal have flere valgmuligheder. På plejehjem er det muligt for beboerne at præge menuen i løbet af ugen, men dem der bor hjemme, har ikke samme mulighed for at prøve noget forskelligt,« siger Jan Radzewicz.
Ældrerådet er et talerør for borgere over 60 år i Aarhus Kommune. Rådets opgave er at rådgive politikerne i Aarhus Byråd om, hvordan politikken skal være for de ældre i kommunen.
»Mange af os sidder i brugerråd og har forbindelser til både plejehjem og organisationer, og det betyder, at vi kan bidrage med viden, erfaring og frie betragtninger, som ikke er bundet af, hvilke ressourcer Sundhed og Omsorg har til rådighed,« siger Jan Radzewics.
Ældrerådet i Aarhus vil derudover i de næste fire år arbejde mere med frivillighed og inddragelse af borgerne.