Fortsæt til indhold
Aarhus

Aarhus får 306 nye arbejdspladser

Patientklagestyrelsen med 141 arbejdspladser flyttes til Aarhus, der samlet får 306 nye statslige arbejdspladser. Det glæder borgmesteren.

Regeringens anden bølge af udflytning af statslige arbejdspladser giver 306 nye arbejdspladser til Aarhus.

De fordeler sig således:

Patientklagestyrelsen (141 arbejdspladser), dele af Toldstyrelsen og Skattestyrelsen (111 arbejdspladser), Danmarks Innovationsfond (46 arbejdspladser) og dele af Idrættens Analyseinstitut (8 arbejdspladser).

Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) glæder sig over nyheden:

»Som en markant universitets- og vidensby og det største vækstcenter i Danmark udenfor hovedstaden er Aarhus et helt oplagt sted at placere statslige arbejdspladser. Med valget af Aarhus får Innovationsfonden, styrelserne og Idrættens Analyseinstitut et solidt grundlag for både at fastholde og tiltrække de nødvendige medarbejdere og kompetencer. Vi glæder os til at kunne byde alle nye arbejdspladser og deres medarbejdere velkommen. Som kommune vil vi gøre vores til, at alle hurtigt kan etablere sig og komme på plads, og vi står naturligvis til rådighed for både ledelse og medarbejdere i processen, så de kan få en god start i byen,« siger borgmesteren.

Ved regeringens første udflytningsplan, der blev annonceret i 2015, blev der udmeldt 201 nye arbejdspladser til Aarhus på følgende vis: Dele af Styrelsen for Patientsikkerhed (100 arbejdspladser), Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) (88 arbejdspladser) og dele af GEUS (13 arbejdspladser).

Efter en større politisk debat endte et flertal i Folketinget uden om regeringen dog med at beslutte, at DIIS skulle blive i hovedstaden.