Fortsæt til indhold
Aarhus

Året bød på 7.000 nye stillinger i Østjylland og cementerede regionen som vækstmotor

Antallet af job i Business Region Aarhus er større, end før finanskrisen satte ind i 2008, oplyser erhvervsorganisationen.

Mens Aarhus Kommune i sommer kunne glæde sig over en fremgang fra nr. 79 til 43 på Dansk Byggeris liste over erhvervsvenligheden i landets kommuner, kan lønmodtagere nu glæde sig over, at byen er centrum i et østjysk jobboom.

Nye tal fra Business Region Aarhus viser, at der det seneste år er skabt 7.000 nye fuldtidsstillinger i den private sektor i erhvervsorganisationens 12 østjyske medlemskommuner.

Aarhus trækker læsset

»To regioner i Danmark trækker et ekstraordinært stort læs — Storkøbenhavn og Business Region Aarhus. Jeg er tilfreds med, at virksomhederne i regionen har så meget gang i hjemme- og eksportmarkedet, og at de opretter det antal stillinger, der skal til. Tallene viser, at vi har stærke virksomheder med gang i den. Det er godt for et område, det skaber bl.a. et stærkere husmarked, detailhandlen styrkes, og uddannelsesinstitutionerne får noget ud af det, fordi beskæftigelsen skal stige, for at økonomien hænger sammen,« siger medlem af formandskabet i Business Region Aarhus og borgmester i Horsens Kommune Peter Sørensen.

Eksporten har succes

Jobskabelsen er især sket inden for byggebranchen, turisme og salg og produktion af møbler.

De 7.000 nye fuldtidsstillinger svarer til en vækst på 3 pct., hvilket er over landsgennemsnittet på 2,3 pct. Med ca. 450.000 lønmodtagerjob i de østjyske kommuner er antallet af job større, end før finanskrisen satte ind i 2008.

Siden 2. kvartal 2013, som var krisens beskæftigelsesmæssige lavpunkt i det østjyske, er der skabt over 21.000 fuldtidsstillinger.

Det er især regionens eksportvirksomheder, der sikrer omsætningen i Østjylland. Industrivirksomheder med eksport udgør ca. 6 pct. af alle virksomheder i Østjylland, mens de tegner sig for en tredjedel af den samlede omsætning.

Diversiteten er styrken

Store østjyske industrivirksomheder som Danish Crown, Arla Foods, Vestas og Terma tegner sig for halvdelen af industrieksporten.

»Styrken i den østjyske erhvervsstruktur er diversiteten. Kombinationen af store industrivirksomheder, der er internationalt konkurrencedygtige, de mest robuste og levedygtige iværksættervirksomheder i hele Danmark og de dygtige vækstvirksomheder, der stiger markant i antal i Østjylland. Sammenlignet med 2016 har der været en vækst i antallet af gazeller på ca. 14 pct., og vi har nu 20 pct. af landets gazeller. Vi starter således det nye år med et solidt afsæt for de kommende års vækst,« siger Peter Sørensen.