Det Grænseløse Køkken er nomineret til to turismepriser
Madprojektet på Maltfabrikken kan vinde to af Region Midtjyllands turistpriser.
Det smukke væksthus, der i to sæsoner stod i gården på Maltfabrikken i Ebeltoft, hvor det samlede områdets borgere og turister til fællesspisninger, er af Region Midtjylland nomineret til begge temapriser ved Turismevækstprisen 2017. De to temapriser hedder ”Kulturturisme som ny vej til vækst” og ”Innovation i turismen”.
Det er Region Midtjylland, der har oprettet Turismevækstprisen, der bliver uddelt en gang om året. Formålet er at anerkende og belønne turisterhvervets arbejde med at øge professionaliseringen og internationaliseringen og udvikle turismen for at skabe øget vækst. Prisen sætter fokus på vellykkede tiltag, der kan inspirere resten af erhvervet.
TurismeVÆKSTprisen er tredelt.Hovedprisen er på 75.000 kr., og med pengene følger et kunstværk udført af en midtjysk kunstner. Herudover er der de to temapriser på hver 25.000 kr. Priserne overrækkes af regionsrådsformanden for Region Midtjylland på Turismekonferencen 2017, der holdes tirsdag d. 16. januar 2018 i Brande.
Meningen med væsthuset var at få hverdagsmåltiderne ud i det offentlige rum og skabe møder mellem mennesker. Fastboende og turister.
»Der er måske ikke mange, der har set det som et turismeprojekt, og det er jo heller ikke hele sandheden,« fortæller idémand Jakob Vinkler i en pressemeddelelse.
Det er ham, der står bag projektet og har skaffet midler til at gennemføre projektet gennem Aarhus 2017 og Underværker – Realdanias projekt for ildsjæle.
Ud i virkeligheden
Ideen og projektet startede egentlig tilbage i 2014, kort efter at Aarhus 2017 var udnævnt til kulturhovedstad.
Regionen ville udvælge 10 kulturturismeprojekter, der skulle undersøge muligheden for kulturbyens potentiale for kulturturisme.
Molbordet, det lokale fødevarenetværk, indsendte et projekt, de kaldte ”Det internationale potentiale i det lokale”. Et tredelt projekt, hvor det handlede om, hvordan lokale fødevarevirksomheder kunne arbejde sammen med store turistattraktioner og kulturinstitutioner.
»Tanken bag Det Grænseløse Køkken var at skabe en autentisk turistattraktion. For mig har de største ferieoplevelser været at komme på et lokalt marked i Sydeuropa, hvor man mødte hverdagsliv og en lokal kultur. Hvis man kigger på Ebeltoft eller Danmark i det hele taget, er der mange sociale aktiviteter bundet op på foreninger, sportsklubber eller lignende. Vi lever ikke på samme måde i det offentlige rum. Så tanken bag Det Grænseløse Køkken var at bringe hverdagsmåltidet ud i det offentlige rum, så turisterne kunne møde de folk, der lever det sted, de besøger,« fortæller Jakob Vinkler. Og fortsætter:
»Det har været vildt at opleve den opbakning, der har været fra vores gæster, hjælpende hænder og glæde om at skabe et møde omkring måltidet. Vi fik mulighed for at arbejde med Ebeltoft by om at skabe ejerskab og involvering i forhold til Den Ny Maltfabrik, og samtidig udviklede projektet sig også til en mulighed for at skabe meningsfyldte praktikforløb for de flygtninge og gæster, vi har.«
Platform for integration
Han suppleres af Frans van der Woude, projektleder på Det Grænseløse Køkken.
»At Det Grænseløse Køkken har kunnet være en platform for integration og har kunnet skabe en værdi for både gæster og kogekoner og mænd, der lige er landet i Danmark, har virkelig givet stor mening. Det giver så meget mening, at de mennesker, der kommer til landet, kan få en mulighed for at formidle noget af det, de kommer fra, og samtidig møder den verden, de er landet i,« siger Frans van der Woude.
Holdet bag Det Grænseløse Køkken arbejder nu med at finde en form for, hvordan projektet kan køre videre. Svaret bliver lanceret i starten af 2018 i Ebeltoft.
Projektet har også fået en storesøster – Ildstedet, der arbejder med at få syriske kvinder i arbejde. Ildstedet har sit fundament ved Institut for X ved Godsbanen i Aarhus og har netop fået midler af Aarhus Kommune, Realdania og NRGI til at fortsætte deres arbejde med integration gennem måltider.