Salling Fondene giver 25 mio. kr. til et nyt bevægelseshus
En donation på 25 mio. kr. skal give optimale rammer for et nyt bevægelseshus i Gellerup. Huset skal efter planen stå færdigt i 2020.
Der var dans, kage, klatring og akrobatik, da Salling Fondene og Kultur og Borgerservice ved Aarhus Kommune mandag havde indkaldt til pressemøde i Aarhus Klatreklubs lokaler ved Gellerupbadet.
Omkranset af rå klatrevægge i alle mulige og for nogle helt umulige vinkler præsenterede næstformand i Salling Fondene Karin Salling en stor gave til Aarhus Kommune. 25 mio. kr. til et nyt bevægelseshus i Gellerup.
Karin Salling præsenterede gaven ved at overrække en ceremoniel mursten til kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad (R), som tegn på at nu kan kommunen godt sætte gang i byggeriet.
»Motion er simpelthen så vigtigt, og her kan vi skabe muligheden for, at børn kan komme og bevæge sig og bruge deres krop. Det er et godt område, og her er mulighed for at nå ud til andre børn og unge, end dem som måske normalt ville dukke op sådan et sted. Vi skal i gang så hurtigt som muligt,« sagde Karin Salling efterfølgende til JP Aarhus.
Klar i 2020
Området ved Gellerupbadet skal efter planen stå klar medio 2020, forklarede Heidi Frostholm, som er projektchef i Sport og Fritid ved Aarhus Kommune. Bevægelseshuset bliver en del af den kommende Sports- og Kulturcampus i Gellerup, som bl.a. også skal bestå af et bibliotek, beboerhus og den nuværende kunstgræsbane.
»Vi skal lave et sportscampus, som kan rumme rigtig mange forskellige bevægelsesmuligheder for børn og unge.«
Allerede mandag var der godt gang i de op mod 100 fremmødte børn, som sagde tak for gaven til Karin Salling med en opvisning i dans, balancekunst og klatring. Karin Salling selv ville gerne have været på en klatretur, men desværre var hun kommet til skade og måtte således møde op på krykker.
Det blev også afsløret, at en arkitektkonkurrence finder sin vinder den 20. december, så der kan komme skred i planerne for det nye område.
Fire foreninger
De mange børn kom primært fra de fire foreninger, som bliver kernebrugerne i det flere end 3.000 kvm. store bevægelseshus. Der er tale om Gøglerskolen, børne- og ungdomscirkusset Cirkus Tværs, fodboldklubben ACFC og Aarhus Klatreklub.
Det er første gang i Danmarks historie, at man vælger at bygge sådan en campus.Asger Eller, formand Aarhus Klatreklub
Hos sidstnævnte ser formand Asger Eller frem til det nye samarbejde.
»Det er første gang i Danmarks historie, at man vælger at bygge sådan en campus. Vi får både egen klatrehal, men også de mange fællesarealer kommer alle medlemmer til gavn. Her bliver mange måder, som mange børn kan bevæge sig på, og jeg tror, at samarbejdet med de tre andre foreninger kommer til at gavne rigtig mange børn.«
Aarhus Klatreklub har lige nu omkring 600 medlemmer og har til huse i lokaler bag Gellerupbadet, som kommunen donerede til formålet i 2008.
Hvad skal det hedde?
Kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad var også meget tilfreds med gaven.
»Det er luksus at være rådmand i en by med sådan en gavmild fond. Bevægelseshuset kan skabe nogle fantastiske rammer for de fire foreninger, hvor de mange ressourcestærke medlemmer kan være med til at skabe gode aktiviteter for alle børn og unge,« lød det i hans tale.
Mens byggeriet står på, og de praktiske opgaver om rammerne løses der, gav Rabih Azad-Ahmad også børnene og byens andre borgere en opgave.
»Det er jer, der skal bruge det nye bevægelseshus, så vi vil rigtig gerne bede jer om at navngive det.«
Man kan deltage i navnekonkurrencen på hjemmesiden www.sportsogkulturcampus.dk, hvor sidste frist for at deltage er mandag den 22. januar 2018.