Fredag er skæbnedag for letbanen
Trafikstyrelsen og Aarhus Letbane mødes på fredag for at afgøre, om letbanen kan åbne i uge 50. Odder-banens åbningsdato er ikke fastlagt.
På fredag den 8 dec. afgøres det, om letbanen i Aarhus åbner i midten af december.
Det oplyser Aarhus Letbane i en statusopdatering på selskabets hjemmeside.
»Der er aftalt møde med styrelsen fredag den 8. december 2017, hvor Aarhus Letbane og assessor deltager. Med baggrund i Aarhus Letbanes opdaterede tekniske normer og assessors sikkerhedsvurderingsrapport vurderer styrelsen, om Letbanen har foretaget de nødvendige tilpasninger, om assessor har håndteret assesseringen tilfredsstillende samt om oplægget til håndteringen af de otte anmærkninger kan accepteres. I så fald er det Aarhus Letbanes forståelse, at Letbanen kan komme ud at køre med passagerer i løbet af uge 50, hedder det i opdateringen.
Uge 50 er fra mandag den 11. december til søndag 17. december, men en præcis åbningsdato er ikke oplyst.
Letbanen oplyser i øvrigt, at der nu har været kørt over 97.000 km testkørsler, og i uge 48 er der desuden testet med seks letbanetog i myldretiden. Når letbanen kommer i fuld drift, vil der være otte letbanetog i myldretiden.
En åbningsdato for Odderbanen, som senest har været programsat til et tidspunkt mellem medio december og medio januar, er ikke længere programsat. På grund af en strid mellem Trafikstyrelsen og Aarhus Letbane om testkørsler, har Aarhus Letbane valgt at udskyde testkørslerne til efter en sikkerhedsgodkendelse er på plads.
»Åbning af Odderbanen afventer nu en detailplanlægning i forhold til udmelding af åbningsdato,« hedder det i statusredegørelsen.