Arkil åbner en afdeling i Aarhus
Entreprenørvirksomheden Arkil ser så store fremtidige muligheder i Aarhus, at den nu etablerer en afdeling med 150 ansatte i byen.
En af landets største entreprenørvirksomheder Arkil tager nu konsekvensen af sine mange aarhusianske anlægsopgaver inden for veje, forsyning og byggeri, at den nu etablerer sig i byen.
Arkil har købt en ejendom på Lægårdsvej i Lystrup, hvor der i begyndelsen af 2018 skal flytte omkring 70 ansatte ind.
»I dag holder vi til i Randers, men vi har en stor gruppe medarbejdere, som konstant arbejder i Aarhus, og som nu får et mere lokalt forankret holdepunkt,« forklarer afdelingschef Tomas Mørk.
Vækst til 150 medarbejdere
Senere støder flere koncernfælles afdelinger til, så der ved udgangen af 2018 vil være omkring 150 Arkil-medarbejdere med tilknytning til Aarhus-kontoret. Målet er, at afdelingen skal vokse i takt med de opgaver, som Arkil regner med at skulle løse i fremtiden.
»Vi har allerede været involveret i mange projekter i byen og oplandet til Aarhus gennem de seneste tre til fem år, men vi er overbeviste om, at der er mere at komme efter. Aarhus er et sted med fortsat høj aktivitet inden for infrastruktur og byggeri, og vi ser nogle muligheder i at være lidt tættere på de opgaver,« siger Tomas Mørk.
Flere opgaver venter
Arkil har bl.a. været med i en lang række kloak- og fjernvarmeprojekter, renoveringsopgaver og flere større og mindre vej- og trafikanlæg. Herudover er Arkil også et langvarigt samarbejde med Aarhus Vand.
Tomas Mørk ser især store muligheder for at få nye opgaver for kommunen, forsyningsselskaber og boligforeninger, og Arkil er også klar til at gå ind i samarbejder med andre om erhvervs- og boligbyggerier, forklarer afdelingschefen.
»Det er en del af vores dna, at vi har lokale afdelinger, så vi er tæt på de aktiviteter, vi er involveret i, og de kunder, vi typisk arbejder for. Det giver en god indgang til at forstå behovene og være med til at løse opgaverne,« siger han.