*

USA

Politiet i Las Vegas: Usandsynligt at Stephen Paddock planlagde og udførte angreb alene

Politiet har hidtil sagt, at Paddock var en "lone wolf", men efter de seneste dages efterforskning, er man ikke længere sikker.

Sherif Joe Lombardo fra Las Vegas Metropolitan Police Department har tidligere udtalt, at politiet mente, at Stephen Paddock handlede alene i forbindelse med angrebet i Las Vegas. Efter de seneste dages efterforskning fortæller han nu, at man ikke længere er sikker på, at Paddock kan have handlet alene. Foto: Steve Marcus MBO

Politiet i Las Vegas arbejder stadig på højtryk for at kortlægge, hvad der fik den 64-årige Stephen Paddock til at udføre, hvad der nu kaldes det blodigste skyderi i nyere amerikansk historie.

Sherif Joe Lombardo fra Las Vegas Metropolitan Police Department (LVMPD) fortæller, at Stephen Paddock har levet et hemmeligt liv, og at der stadig er enormt mange brikker, politiet mangler at stykke sammen.

Over 100 efterforskere har brugt de seneste dage på at danne sig et billede af pensionisten, der blev massemorder. Man mener ikke, at han har forbindelser til terrorgrupper eller andre kriminelle netværk. Islamisk Stat hævdede, at Paddock var en af deres "soldater", men FBI har ikke fundet nogle tegn på, at der skulle være nogen forbindelse mellem gerningsmanden og jihadisterne. Politiet har tidligere kaldt den 64-årige gerningsmand en "lone wolf". 

Efter angrebet var politiet også hurtige til at melde ud, at det mente, Paddock »alene stod bag den forfærdelige gerning«. Man efterlyste kortvarigt kæresten Marilou Danley, men politiet udmeldte senere samme dag, at hun ikke længere var af interesse for efterforskningen.

Politiet i Las Vegas: Efterlyst kvinde er ikke længere interessant for os

Vi ved stadig ikke, hvad der er sket, der har fået ham til at forårsage den skade, han har gjort. Der er vi simpelthen ikke nået til endnu.
Joe Lombardo Sherif for Clark County
Ved et pressemøde onsdag spurgte en reporter Joe Lombardo, om politiet stadig mener, at Paddock planlagde og udførte angrebet alene.

»Vi er nødt til at antage, at han har fået hjælp på et tidspunkt. Måske har han udført det hele selv, men det er meget svært for mig at tro på,« svarede sheriffen i følge BBC.

Ved pressemødet forklarede Joe Lombardo overfor den fremmødte presse, at politiet grundet de seneste dages efterforskning, ikke længere er sikker på, at Stephen Paddock udførte angrebet, der dræbte 59 og efterlod over 500 sårede, alene.

»Det ville have været problematisk for ham at flytte alle våbnene og alt grejet ind på værelset, uden at han har fået hjælp til det,« sagde Joe Lombardo i følge CNN.

Mindst 23 våben er fundet på hotelværelse i Las Vegas

Efterforskerne mistænker nu, at der er sket noget for Stephen Paddock mellem oktober sidste år og september i år, som har fået ham til at købe flere våben, og som ultimativt har ledt til massakren.

Stephen Paddock købte i løbet af den 11-måneder lange periode 33 forskellige våben, hvoraf de fleste er rifler.

Efter skyderiet fandt politiet 23 rifler, hvoraf flere var modificeret, så de kunne skyde hurtigere, på værelset på 32. sal på hotellet Mandalay Bay Resort, hvorfra Stephen Paddock med den tidligere FBI-agent James Gaglianos egne ord »forvandlede koncerten til et slagtehus.«

Massakre i Las Vegas: »Grundlæggende skød han fisk i en tønde«

Motivet bag skyderiet er stadig et mysterium.

»Hvad vi ved, er, at Stephen Paddock er en mand, der har brugt årtier på at hamstre våben og ammunition. Han har levet et hemmelighedsfuldt liv. Vi ved stadig ikke, hvad der er sket, der har fået ham til at forårsage den skade, han har gjort. Der er vi simpelthen ikke nået til endnu,« siger Lombardo ved pressemødet.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
International
TV anbefaler
Analyse
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her