Fortsæt til indhold
USA

Hvem var Stephen Paddock? Professionel gambler, pensionist og massemorder

Hvem var gerningsmanden i Las Vegas? Og hvorfor gjorde han det?

Hvorfor gjorde Stephen Paddock det? Hvad drev gerningsmanden, da skudsalverne haglede ned fra 32. etage på Mandalay Hotel, dræbte mindst 58 og sårede over 500 koncertgængere? Hvem var han?

Stephen Paddock var 64 år gammel, da han blev fundet død på sit hotelværelse omgivet af 10 skydevåben. Men inden da havde politiet aldrig været i kontakt med ham. Han boede i et ifølge politiet »pænt og rent« pensionistkvarter i Mesquite, Nevada, omtrent 100 kilometer fra Las Vegas sammen med kvinden Marilou Danley. Før det boede han i Texas og Florida, men han var ikke kendt af politiet hverken det ene, andet eller tredje sted.

Fra flere af gerningsmandens tidligere naboer lyder det over for Washington Post, at Paddock var en stille mand, der mest holdt sig for sig selv; en professionel gambler, der forsvandt i måneder ad gangen for at spille for ti-tusindvis af dollars i Las Vegas og ofte kom hjem med store gevinster. Han boede i årevis sammen med sin kæreste, Marilou Danley, som han tilsyneladende også flyttede en del rundt med.

Ifølge familiemedlemmer, som Washington Post har talt med, brugte Paddock det meste af sin tid på at besøge hoteller i Las Vegas, efter han blev pensioneret. Han lyttede til country-musik og gik til koncerter på hoteller ligesom det, han søndag aften amerikansk tid åbnede ild fra.

Las Vegas Politi har kun en enkelt gang tidligere været i kontakt med gerningsmanden - for en trafikforseelse. Men ved ransagningen af hans hjem mandag blev der fundet flere våben, oplyste politiet. Og ifølge FBI har man fundet ud af, at han havde endnu et hjem i Nevada, som nu også bliver ransaget.

Det kom bag på hans bror, Eric Paddock, der godt vidste, at Stephen Paddock havde nogle håndvåben, men blev chokeret over at høre om de automatiske våben, hans bror tilsyneladende brugte til at skyde på folkemængden ved Mandalay Hotel. Ifølge Eric Paddock gik hans bror sjældent på jagt og fyrede næsten aldrig sine pistoler af.

Eric Paddock er »lamslået«, lød det over for flere medier mandag, da journalisterne troppede op i hans indkørsel, inden han tog til afhøring hos FBI. Han hørte sidst fra sin bror, da han Stephen Paddock sms’ede for at sikre sig, at familiemedlemmerne - som bor i Florida - var sikre efter orkanen Irma.

»Han var min bror. Han var en fyr. Han spillede. Han var sød ved mine børn, når de besøgte ham i Vegas. Han sender småkager til sin mor. Der er ikke andet at sige. Han havde ingen religiøs eller politisk tilknytning. Han hang bare ud,« siger Eric Paddock til CBS News og understreger også, at hans bror ingen fortid havde med psykisk sygdom.

Efter masseskyderiet har Islamisk Stat taget ansvar for angrebet og hævdet, at Paddock i virkeligheden var en IS-konvertit. Det har de amerikanske myndigheder imidlertid ikke kunnet bekræfte. På et pressemøde fastholdt en repræsentant fra FBI, at intet iyder på, at Paddock har haft forbindelser til en »international terrorgruppe«.

Masseskyderiet i Las Vegas er med 58 dræbte det dødeligste skyderi i USA’s historie.