Fortsæt til indhold
USA

O.J. Simpson er blevet prøveløsladt

Den tidligere sportstjerne er kommet på fri fod efter ni år bag tremmer.

Efter ni år i fængsel er den tidligere amerikanske sportsstjerne O. J. Simpson blevet prøveløsladt.

Det oplyser Brooke Keat, en talsperson for fængslet Lovelock i Nevada, hvor O. J. Simpson har afsonet en dom for røveri, ifølge nyhedsbureauet AP.

Simpson blev i december 2008 idømt 33 års fængsel - heraf skulle han afsone mindst 9 år. Han var i 1960'erne og 1970'erne en berømt sportsstjerne, som hentede flere rekorder i den amerikanske NFL-liga.

Hans sportsresultater blev dog overskygget, da han i 1994 blev anklaget for drabet på sin ekskone, Nicole Brown, og vennen Ronald Goldman.

Simpson blev tiltalt og siden frifundet for dobbeltdrabet i sagen. Efterfølgende startede de efterladtes familier dog en sag i et civilt søgsmål mod den tidligere sportsstjerne. Her blev han fundet ansvarlig for Nicole og Ronalds død og beordret til at betale 33,5 mio. dollar i erstatning til familierne.

I 2007 blev han omdrejningspunkt i en ny skandale, da han blev anklaget for et røveriforsøg, som fandt sted i Las Vegas.

Det var rettet mod to forhandlere af sportssamlerobjekter, som Simpson sammen med fem andre mænd - heraf flere bevæbnede - skal have opsøgt i et hotelværelse i byen.

Han havde angiveligt planer om at stjæle sine egne sportspræmier og klenodier fra sin karriere og blev efterfølgende fundet skyldig i en række lovovertrædelser af et nævningeting.

Under høringen af Simpson sagde han selv, at han var ked af, at »tingene endte, som de gjorde«, og at han ikke havde tænkt sig at begå ny kriminalitet.

Han bad første gang om prøveløsladelse i 2013, hvilket blev ham nægtet. Da han atter forsøgte sig i 2017, fik han medhold af panelet. Det har derfor været forventet, at han kunne blive prøveløsladt i oktober.