Fortsæt til indhold
USA

Hugh Hefners sidste hvilested: En gravplads ved siden af Marilyn Monroe

For 75.000 dollars sikrede Hefner sig for 25 år siden gravpladsen ved siden af kvinden, der skød hans imperium i gang.

San Francisco

Hugh Hefner døde i denne uge 91 år gammel, og ligesom han levede sit liv, vil Playboy-grundlæggeren tilbringe døden omgivet af smukke kvinder. Eller i hvert fald én.

Tilbage i 1992 købte Hefner en gravplads i et mausoleum i Los Angeles ved siden af skuespilleren Marilyn Monroe, hvor der stadig ofte kan findes læbestiftmærker fra kys fra fans.

»Jeg er typen, som tror på symbolik. At tilbringe en evighed ved siden af Marilyn var for ’sød' en chance til, at jeg kunne sige nej,« forklarede Hefner en gang til Los Angeles Times.

Det er ikke sikkert, at Monroe, som døde i 1962, ville være lige så begejstret, hvis hun var blevet spurgt.

Monroe var både på forsiden og dominerede indholdet af den første udgave af Hefners mandemagasin, som udkom i december 1953.

Men billederne var ikke taget til bladet. De blev taget fem år tidligere, da hun som ung skuespillerinde kæmpede med økonomien og karrieren og gik med til at posere nøgen for fotografen Tom Kelley. Hun var ikke glad for det, og fik fotografen til at love at hun ikke kunne genkendes. For at sløre sin identitet underskrev hun også aftalen med navnet Mona Monroe og gik derfra med 50 dollars på lommen, fremgår det af bogen "Marilyn: Her Life In Her Own Words."

Billederne blev senere solgt til Western Lithograph Company, som brugte dem til en kalender med titlen "Golden Dreams." I 1953 hørte en ung Hefner, at selskabet ejede billederne og købte rettighederne for 500 dollar. Og kort efter fik hele USA Monroe at se på en ny måde i Hefners første Playboy.

»For første gang,« stod der på forsiden: »i fulde farver den berømte Marilyn Monroe nøgen.«

Mens Monroe fyldte hele forsiden, var Hefners eget navn intet sted at se. Han holdt det ude af bladet i tilfælde af, at det ikke gik, som han håbede, skrev New York Times i en nekrolog.

Monroe måtte selv gå ned og købe et eksemplar for at se billederne.

»Jeg modtog aldrig nogen tak for alle de millioner, som blev tjent på nøgne Marilyn-billeder,« sagde Marilyn ifølge den før omtalte bog, hvor hun dog også erkendte, at offentliggørelsen af billederne i Playboy hjalp hendes karriere.

Hendes fans var begejstrede. Der var historier om hende i alle aviser.

For Hefner var billederne første skridt til et opgør om nøgenhed i offentligheden. I 2008 fortalte han til magasinet E, at billederne af Monroe var noget, som de fleste havde hørt om, men ikke set. Bl.a. fordi postvæsenet ikke ville sende den slags.

»Men jeg var drengen, der tænkte, at det havde postvæsenet ikke ret til at bestemme,« fortalte Hefner, som aldrig nåede at møde Monroe.

Ikke desto mindre følte Hefner, at han havde en forbindelse til hende. En dobbelt forbindelse, som han udtrykte det i et interview i 2012 med CBS i Los Angeles.

»Hun var affyringsrampe for Playboy. Og vi blev født det samme år,« fortalte han.

Hefner købte i øvrigt gravpladsen fra en privatperson, som så en mulighed for at slå en skilling af Monroe, hvilket ikke var en forkert vurdering. Ifølge Los Angeles Times betalte Hefner 75.000 dollar for gravpladsen ved siden af hende.