Fortsæt til indhold
USA

Kvinde fra Miami gik i fødsel hjemme midt under orkanen Irma - ambulancefolk kunne ikke nå frem i tide

Den nybagte mor er nu blevet bragt på hospitalet sammen med sit barn.

For en stund havde en amerikansk kvinde i Miami noget andet at tænke på, end hvor voldsomt orkanen Irma ville ramme byen.

Søndag morgen lokal tid, midt under orkanen, gik hun i fødsel.

Hun forsøgte at tilkalde læger og ambulancefolk, men ingen kunne nå frem til hende under det voldsomme uvejr.

I stedet forsøgte sundhedspersonale at tale hende igennem fødslen.

Og det lykkedes, kan både kvinden og Miamis beredskab konstatere.

»Hun er i stabil tilstand derhjemme,« fortalte vicebrandchef Eloy Garcia til Miami Herald.

Kvinden fødte en velskabt datter, som hun selv tog imod.

Senere, da uvejret havde lagt sig i området, blev hun og den nyfødte datter bragt på hospitalet, oplyser Miamis brandvæsen.

Florida blev søndag ramt af orkanen Irma, og særligt Marco Island ved den vestlige kyst blev voldsomt ramt af vindstød på op til 170 km/t.

Mere end 3 millioner indbyggere i Florida er uden strøm, mens store dele af Miami står under vand.

I alt 6,3 Florida-borgere er blevet beordret evakueret.

Orkanen ventes stadig at ramme blandt andet Tampa Bay og Orlando mandag morgen dansk tid.