Kvinde måtte forlade sin familie i Florida: Jeg har prøvet at overtale dem til at tage med
Orkanen Irma er blevet opgraderet til kategori 4, mens den nærmer sig Florida.
Selvom hun smiler lidt skævt, kan hun ikke skjule sin dybe bekymring.
For ja, hun kender til sin families stædighed, men denne her gang er det alvor.
»Jeg frygter for de mennesker, vi har efterladt bag os,« siger den amerikanske kvinde fra Key West i et interview, der er blevet offentliggjort af BBC.
Hun har ligesom hovedparten af Floridas befolkning fulgt myndighedernes anbefaling om at lade sig evakuere og forlade sit hjem, inden orkanen Irma rammer søndag formiddag eller middag dansk tid.
Floridas guvernør, Rick Scott, sagde det mest tydeligt lørdag med ordene:
»Hvis I ikke vil drukne, så se at komme væk, hvis I bor i en evakueringszone«.
Ikke desto mindre har kvinden fra Key West set sin mor, tante og svigerfamilie blive tilbage, selvom hun har forsøgt at overtale dem til at rejse væk.
»De er »conchs« (indbyggere fra Riviera Beach, red.). Og »conchs« flygter ikke,« siger hun med et skævt smil.
Andre indbyggere i Florida er ligeledes blevet i byen, blandt andet af nød. Det gælder flere af områdets svageste og hjemløse, der i flere tilfælde er blevet evakueret i lokale sportshaller og herberger.
Jyllands-Postens udsendte korrespondent, Jørgen Ullerup har tidligere talt med søstrene Michelle og Lisette Monegro, der fredag havde besluttet sig for at barrikadere sig i deres hjem.
»Vi overvejede meget at tage væk, men hvor skulle vi tage hen? Hele Florida er i farezonen. Desuden skal min søster være klar til at hjælpe. Hun er sygeplejerske,« siger 32-årige Michelle Monegro.
Ifølge Miami Herald er dele af Miami blevet oversvømmet søndag morgen dansk tid. Samtidig er mere end en kvart million husstande uden strøm efter voldsomme vindstød, ifølge CNN.
Irma er omkring 115 kilometer fra Key West i Florida klokken 8 dansk tid og ventes at ramme Florida inden for et par timer.